P4193999

20.05.2019 15:34

Vores reserver tog den fjerde sejr på stribe, da Esbjerg blev besejret med 4-1 i egen hule.

Reserveligaen
Mandag d. 20. maj, kl. 14.00, Blue Water Arena

Esbjerg fB-OB 1-4 (1-2)
1-0 Patrick Egelund (10.)
1-1 Marco Lund (13.)
1-2 Mads Frøkjær-Jensen (27.)
1-3 Rasmus Festersen (63.)
1-4 Nicklas Helenius (78.)

I strålende solskin i Vestjylland slog vores reserver igen til og vandt 4-1 over Esbjerg fB her til efter middag. Det var nøjagtigt de samme cifre, som vi slog dem med i Odense, og som Superliga-mandskabet sejrede d. 10. maj.

Esbjerg viste først tænder og kom foran efter 10 minutter, men så slog vi turboen til. Marco Lund udlignede kort efter, og så havde vi en del chancer, inden Mads Frøkjær-Jensen fra kanten af feltet drønede bolden ind til fynsk føring efter en lille halv time.

På nær et par enkelte episode var vi dominerende mod vestjyderne, hvor der blev fokuseret på at spille op bagfra og skabe situationer med mellemrumsspil, hvilket lykkedes ret godt.

I anden omgang var Rasmus Festersen på pletten, da han udnyttede en cutback-aflevering, og så var der lukket, selvom værterne kom til et par muligheder. Med lidt over 10 minutter igen smaskede Nicklas Helenius kuglen i kassen til en fortjent 4-1 sejr til Striberne.

Assistenttræner Henrik Hansen sagde efter kampen:

- Det var en rigtig flot præstation hele vejen rundt, og den blev krydret med flotte mål og solo-præstationer. Vi havde tilpas megen bevægelse til at spille forbi deres pres, og der blev arbejdet hele vejen rundt. Havde vi haft en smule mere skarphed, så havde vi også scoret flere mål i dag.

- Vi fik bragt en del af de unge i dag, og det var dejligt at se, hvordan de tager fat i spillet og læner sig op ad de etablerede spillere. Jeg er meget tilfreds med, at spillerne udførte det, vi havde snakket om inden. Vi slutter nu med fire sejre i træk, og det er en god stime, og der har generelt været et fornuftigt niveau i kampene.

Med sejren er OB lige nu nummer to i Reserveligaen.

OB´s startopstilling:
Oliver Christensen – Jonas Skytte, Daniel Obbekjær, Marco Lund, Yao – Mathias Greve, Anders Klynge, Mads Frøkjær-Jensen, Rasmus Festersen – Anders K. Jacobsen, Nicklas Helenius

Esbjergs startopstilling:
Mads Kikkenborg – Jonas Mortensen, Jeppe Brinch, William Møller, Klaus Moesgaard – Noah Nurmi, Mark Brink, Simon Bækgård, Brent McGrath – Patrick Egelund, Adrian Petre