Flying J

20.06.2020 14:00

Udover de tre point jagter vi også revanche for et helt skørt nederlag, når vi mandag aften møder Lyngby Boldklub.

Efter den vigtige sejr på 2-0 over SønderjyskE og den flotte opbakning fra fansene på Nature Energy Park torsdag, skal Striberne allerede i kamp mandag, hvor Lyngby Boldklub venter lidt nord for København.

Her venter et revancheopgør, for vi tabte 3-4 i en vanvittig kamp i november sidste år, og nu skal vi prøve at følge op på den fine indsats mod SønderjyskE, hvor vi rejste os og viste mandsmod efter nederlaget til Silkeborg IF mandag aften.

Vi har godt fat i de kongeblå, som vi kun har tabt en gang til i de sidste seks kampe, og det var så denne freak-kamp, hvor det ene point blev tabt i overtiden.

Skulle det lykkes med at vinde, så kan vi glæde os over, at det i de sidste 65 (!) udesejre kun er lykkedes for modstanderen at score maksimalt et mål.  Vi skal tilbage til 3-2 sejren i Aalborg i 2007 for at finde et hold, der scorede to kasser mod os og tabte.

Apropos forsvar, så har vi lukket 36 mål ind, mens Lyngby har tilladt 10 flere scoringer imod sig. Vores målscore er helt i nul med 36-36, mens værterne har en manko på -15 mål. Godt at vide, når de kun ligger tre point efter os i tabellen.

Vi er ret habile fra pletten, hvor det er blevet til seks ud af syv mulige scoringer. Det er fin info at have liggende, for Lyngby har begået næstflest straffespark i denne sæson med seks styks.

Sjællænderne spillede 0-0 mod Silkeborg IF hjemme i seneste kamp, og der var lidt skydetelt over det i forsvaret. Hele 23 gange blev der afsluttet fra SIFs side, men Lyngby slap altså med nul kasser imod sig.

Dommer er Anders Poulsen, og han fordeler sol og vind helt lige, når vi har ham. I 21 kampe er det blevet til syv sejre, syv uafgjorte og syv nederlag samt to straffe til os og to imod os. Han dømte senest Striberne d. 8. marts, hvor det blev 1-1 i Haderslev mod SønderjyskE, og hvert hold fik et straffe. Det var i øvrig uden tilskuere og den sidste kamp, inden alt blev lukket ned grundet COVID-19.

Mht. tilskuere er kampen Lyngby-OB udpeget som en af dem, hvor man på forsøgsbasis vil tillade flere personer på stadion end de 500, som er kutyme nu. Desværre er det ikke ensbetydende med, at der kommer stribede fans ind, lyder det fra Lyngby Boldklub.

Kampen spilles mandag d. 22. juni kl. 19 på Lyngby Stadion. Du kan som altid følge den på vores live-Twitter OdenseBK_LIVE samt på TV3 Sport/Viaplay og radioens P3.