slutfoto

07.11.2021 18:23

Det blev en rigtig tung søndag aften på udebane mod Brøndby IF, da vi efter en rigtig stærk præstation måtte indkassere et nederlag efter en scoring i overtiden.

3F Superligaen
Søndag d. 7. november kl. 18.00, Brøndby Stadion
Brøndby IF – OB 2-1 (1-1)
0-1 Mads Frøkjær (8.)
1-1 Mikael Uhre (20.)
2-1 Morten Frendrup (90.)

Gule kort:
OB
: Nicholas Mickelson (85.)

Kampens dommer: Jakob Kehlet

Tilskuertal: 16.622

Kampens forløb:
Søndag aften var vi en tur på den københavnske vestegn, hvor der ventede os et møde med de danske mestre fra Brøndby IF. En modstander og en udebane, vi på det seneste har haft det svært med.

OB-spillerne var iklædt den specialdesignede Øens Hold hyldesttrøje, og der blev gået til opgaven med en stor tro på egne evner. Det gjorde, at vi allerede efter otte minutters spil bragte os på sejrskurs.

Jeppe Tverskov erobrede bolden nede foran eget straffesparksfelt og spillede den videre til Sabbi. Sabbi satte fødderne i det højeste gear og løb fra de fleste modstandere. Tverskov fulgte med ham, og på kanten af feltet sendte han den ud til højre, hvorfra Tverskov smed et fladt indlæg ind i fødderne på Mads Frøkjær, som stensikkert sparkede bolden i kassen til en fynsk føring.

Efter scoringen satte hjemmeholdet sig mere på spillet, men det var uden, de blev farlige. Alligevel fik de efter 20 minutter udlignet i kampen i en situation, hvor OB-forsvaret ikke fik snakket ordentligt sammen. Riveros smed et indlæg ind i boksen, hvor Alexander Juel vandt duellen mod Simon Hedlund. Bolden blev headet lige op i luften, og den var der ingen OB’ere, der angreb – i stedet kom Mikael Uhre flyvende ind i bolden, og så headede han den over i det lange hjørne til 1-1.

I den resterende del af halvlegen var det hjemmeholdet, der var mest på bolden, men de blev ikke farlige, og dermed var det helt lige efter de første 45 minutter.

Præcis som i første halvleg var det os, der kom stærkest ud fra omklædningsrummet, og bare fem minutter inde i anden halvleg var vi tæt på at komme foran, da Jeppe Tverskov steg til vejrs og headede mod kassen. Brøndby-keeperen steg dog også til vejrs ind på stregen, og han fik skubbet bolden over målet.

En håndfuld minutter senere var igen tæt på, og igen var det efter et hjørnespark. Denne gang havnede bolden efter lidt flipperspil hos Thrándarson, der trykkede af. En kvalificeret afslutning, men også en afslutning som Brøndby-keeperen lige akkurat fik reddet i to omgange.

Det var i næsten hele anden halvleg et OB-mandskab, der var i overhånden, og med et kvarter tilbage af kampen var vi igen tæt på at bringe os foran. Bolden blev erobret højt oppe på banen, som den i øvrigt blev mange gange i anden halvleg, og efter en tackling fra Tshiembe endte bolden ved Frøkjær en håndfuld meter udenfor straffesparksfeltet. Frøkjær trykkede af, og det var en rigtig fin afslutning, men Hermansen kom desværre også fint ned i hjørnet og reddede den.

Vi fortsatte med at trykke på, og man sad med en fornemmelse af, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi ville lykkes med at få sparket den i kassen til 2-1. Brøndby var sjældne gæster på vores banehalvdel, men i overtiden lykkedes det dem så alligevel at sparke den i kassen.

En BIF-spiller forsøgte sig med et saksespark på et indlæg. Her ramte han bolden skævt, og den landede så tilfældigvis for fødderne af Morten Frendrup, der fra kanten af feltet sparkede bolden i kassen.

Efter scoringen forsøgte vi i de sidste to minutter af overtiden at trykke på for at sende en udligning i kassen, men det lykkede ikke, og dermed må vi rejse hjem efter et utroligt bittert nederlag på den københavnske vestegn.

OB:
Hans Christian Bernat – Nicholas Mickelson, Jeppe Tverskov, Alexander Juel, Jørgen Skjelvik – Aron Elís Thrándarson, Jens Jakob Thomasen, Mads Frøkjær (Bashkim Kadrii, 83.) – Emmanuel Sabbi, Max Fenger (Mart Lieder, 77.), Moses Opondo (Issam Jebali, 62.)
Bænken: Sayouba Mandé, Kasper Larsen, Issam Jebali, Bashkim Kadrii, Mart Lieder, Tarik Ibrahimagic, Jakob Breum

Brøndby IF:
Mads Hermansen – Kevin Mensah, Henrik Heggheim, Andreasa Maxsø, Kevin Tshiembe, Blas Riveros (Andreas Bruus, 59.) – Morten Frendrup, Josip Radosevic (Christian Cappis, 77.), Anis Ben Slimane (Mathias Greve, 59.) – Simon Hedlund (Marko Divkovic, 59.), Mikael Uhre (Andrija Pavlovic 77.)
Bænken: Thomas Mikkelsen, Mathias Greve, Andrija Pavlovic, Andreas Bruus, Christian Cappis, Marko Divkovic, Anton Skipper

Næste kamp:
Fredag d. 19. november kl. 19.00, OB – Viborg FF, Nature Energy Park