DSC04807

12.09.2020 17:00

I anden del af vores interview med Sabbi kan du høre mere om den unge amerikaners drømme og mål med fodbolden. Læs, hvem han ser op til, og hvad han bidrager med til OB.

Emmanuel Sabbi beviste i sin tid i Hobro, at han er en rigtig god spiller, og nu har han taget det næste skridt i sin karriere.

- Vores fodbold er anderledes end Hobros. I OB holder vi meget fast i bolden, og det gør, at jeg kan fokusere mine løb lidt mere. Jeg skal løbe smartere i stedet for at tage mange forgæves løb efter bolden. OB er en større klub med større ambitioner, og det glæder jeg mig til at leve op til.

Vores unge amerikaner har knoklet benhårdt for at spille sig på holdkortet, siden han sluttede sig til truppen.  

- Jeg har ventet lang tid på at få min Superliga-debut for OB. Jeg føler, at jeg har gjort det godt i opstarten, og jeg håber, det er godt nok til en plads i holdopstillingen på søndag mod FCK. Jeg har lært, hvordan resten af gutterne spiller og holdets generelle styrker og svagheder. For hver dag bliver vi bedre, der hvor vi er svage, og vi bliver endnu bedre, der hvor vi er gode. Det er jeg glad for at være en del af.

Sabbi-kasser i vente

Sabbi satte kronen på opstarts-værket, da han scorede i træningskampen mod AaB, og der er flere, hvor det kom fra, hvis man spørger ham.

- Jeg var glad for at score i træningskampen mod AaB. Det var en god bold fra Moses, og mit job er at score mål. Jeg tog mig god tid til at afslutte, og bolden trillede i nettet.

Men det er ikke kun målscoring, vi kan forvente os af Sabbi.

- Udover målscoringen bidrager jeg med de dybe løb. Jeg strækker forsvaret ud, så vi kan have en balanceret kamp og ikke bare kun køre duelspil, men også angribe i bagrummet, så vi får flere strenge at spille på i angrebet. Jeg bidrager også med lidt flair på kanterne, så jeg kan også udfordre forsvarsspillerne.

Glæder sig til at kæmpe for OB

Der var rift om Emmanuel Sabbi, men det var altså os, der endte med at få kantspillerens underskrift.  

- Jeg valgte OB, fordi det er en virkelig stærk klub. Der er mange gode spillere omkring mig og en virkelig dygtig stab bag mig, der kan hjælpe min udvikling på vej. Det er en virkelig solid organisation hele vejen ned, og det gør en kæmpe forskel for mig, siger Sabbi og fortsætter:

- Klubben kan hjælpe mig med at opfylde mine drømme, og jeg kan give en masse tilbage. Som alle andre spillere har jeg også en drøm om at spille i en af de største ligaer, og jeg føler, at jeg er det helt rigtige sted, hvis jeg skal udvikle mig nok til at spille der senere i min karriere.

Og netop de store ligaer følger Sabbi meget med i.

- Jeg ser meget Premier League, Bundesliga, Serie A og La Liga. Barcelona er mit yndlingshold i La Liga, men jeg kan lide rigtig mange hold i Premier League. Min yndlingsspiller i ligaen er Wilfried Zaha, og min yndlingsspiller i verden er Lionel Messi, men jeg er også stor fan af spillere som Leroy Sane, Ousmane Dembélé, Kylian Mbappe og Neymar.

De fem spillere, han nævner, er også typer, der minder om ham, om end de så spiller på et lidt højere niveau.

- Det er dem, jeg prøver at efterligne som typer. De spiller på det højeste niveau, og de stopper ikke. De bliver ved med at blive bedre i stedet for at læne sig tilbage og tage imod den kæmpe check, de får. Det motiverer mig massivt. Jeg prøver at integrere små facetter af deres spil ind i mit spil. Jeg forsøger at være dynamisk på alle mulige måder, ligesom de er.

Selvom Zaha, Dembélé, Sane, Mbappe og Neymar er verdensstjerner, så kan de ikke vinde uden deres hold, og her har Sabbi også allerede udset sig, hvem der skal hjælpe ham.

- Jeg linker godt sammen med Issam Jebali. Jeg kan også godt lide Oliver Lund bagved mig, fordi han rydder alt op og efterlader ikke noget. Oliver Christensen er også en virkelig dygtig målmand, og jeg kan forhåbentlig sørge for, at han får nogle assists, som han gjorde med landsholdet mod Ukraine, slutter han med et smil.

Kunne du tænke dig en flot OB-trøje med Sabbis navn på? Så kan du købe en her.

Vil du støtte ham og resten af gutterne i sæsonåbneren mod FCK? Så kan du sikre dig en billet lige her.