IMG_0214

21.05.2022 19:03

Til trods for dominans på både banen og i lydkulissen, så var det Vejle, der, med to sene scoringer, tog de tre point.

3F Superligaen
Lørdag d. 21. maj kl. 17.00, Vejle Stadion
Vejle Boldklub – OB 2-1 (0-1)
0-1 Mads Frøkjær (25.)
1-1 Luka Djordjevic (78.)
2-1 Marius Elvius (86.)

Gule kort:
Vejle Boldklub:
OB: 
Kasper Larsen (49.)

Tilskuertal: 3.631

Kampens dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Kampens forløb:
I Kvalifikationsspillets sidste kamp var der vigtige point på spil, da vi gæstede Vejle Boldklub. Hvis vi tog sejren, mens Viborg FF tabte til SønderjyskE, ville vi tage syvendepladsen i 3F Superligaen, og kampens vigtighed kunne også mærkes på den stribede opbakning, der dominerede lydkulissen i Roms Hule.

Det var dog hjemmeholdet, der først nærmere sig en større chance, da bolden efter et hjørnespark hoppede og dansede i det lille målfelt, inden Ayo Simon Okosun fik sendt bolden ud af straffesparksfeltet.

Ti minutter efter var det i den anden ende af banen, Ayo Simon Okosun havde en afgørende rolle, da Issam Jebali sparkede et frispark i højre side. Bolden blev slået indover, hvor Okosun kom først på bolden og headede den mod mål, men hovedstødet blev desværre blokeret tæt foran mål.

Kort efter blev der spillet målscoringsmusik over højtalerne, efter et angreb fra vejlensernes venstreside, men det var heldigvis falsk alarm, da afslutningen gik i sidenettet.

I det efterfølgende angreb var afslutningen dog inden for målrammen, da Mads Frøkjær langt ude i venstresiden sendte bolden indover. Det skal være usagt, om det var en afslutning eller et indlæg, men bolden snød vejlensernes målmand og sejlede ind ved den bagerste stolpe til stor jubel for de medrejsende stribede fans.

En god første halvleg var endt med 1-0 til OB, og fra anden halvlegs start var vi tæt på at udbygge føringen. Først da Emmanuel Sabbi kom igennem i højre side, men hans afslutning gik desværre forbi den fjerneste stolpe, og kort efter igen, da Issam Jebali kom igennem samme sted, men hans afslutning blev flot reddet af vejlensernes målmand.

Efter 78 minutters spilletid og flere brændte chancer fik Vejle udlignet på et skarpt hjørnespark. Her kommer Luca Djordjevic først på bolden og får den placeret i kassen.

Der gik ikke mere end 10 minutter, før Vejle igen blev farlige. Efter en fejlslået clearing af Jørgen Skjelvik, endte bolden i fødderne på Marius Elvius, som forsøgte sig med et skud på mål. Bernat fik i første omgang hænderne på bolden, men den endte desværre alligevel i nettet. Vi kom dermed, med kun to minutter tilbage af den ordinære spilletid, bagud 2-1.

2-1 skulle desværre også blive kampens slutresultat, og vi måtte derfor rejse hjem til Odense med nul point i sæsonens sidste kamp.

OB: Hans Christian Bernat – Robin Østrøm, Kasper Larsen, Jørgen Skjelvik, Joel King – Ayo Simon Okosun (Aron Elís Thrándarson, 65.), Jens Jakob Thomasen - Emmanuel Sabbi (Sander Svendsen, 65.), Mads Frøkjær (Max Fenger, 65.), Jakob Breum (Tobias Slotsager, 79.) – Issam Jebali (Bashkim Kadrii, 74.)
Bænken: Sayouba Mandé, Nicholas Mickelseon, Bashkim Kadrii, Sander Svendsen, Max Fenger, Aron Elís Thrandárson, Tobias Slotsager

Vejle Boldklub: Lucas Hägg Johansson – Denis Kolinger, Raul Albentosa, Oliver Provstgaard – Tobias Mølgaard, Thomas Gundelund (Edgar Babayan, 75.), Ebenezer Ofori (Hans Høllsberg, 46.), Miiko Albornoz – Dimitris Emmanouilidis (Luka Djordjevic, 46.), Andres Ponce (Christian Gammelgaard, 63.), Arbnor Mucolli (Marius Elvius, 75.)
Bænken: Tobias Haahr Jakobsen, Jerome Opoku, Marius Elvius, Luka Djordjevic, Edgar Babayan, Hans Høllsberg, Christian Gammelgaard

Næste kamp: Torsdag d. 26. maj kl. 15.00, OB – FC Midtjylland, Brøndby Stadion, Sydbank Pokalen