Sander Svendsen matchvinder for anden kamp i træk
3F Superliga

Sander Svendsen matchvinder for anden kamp i træk

09 aug 2019
Fredag d. 9. august, 2019
OB OB OB
1 - 0
Randers FC Randers FC RFC

Sander Svendsen scorede for anden kamp i træk opgørets eneste mål, da han med en kølig inderside skød bolden i netmaskerne og sikrede en OB-sejr på 1-0 over Randers FC.

3F Superligaen, femte runde
Fredag d. 9. august, kl. 20.00, Nature Energy Park
OB – Randers FC 1-0 (0-0)
1-0 Sander Svendsen (50.)

Tilskuertal
: 6.978

Advarsler
OB: Bashkim Kadrii (65.), Jeppe Tverskov (73.)

RFC: Emil Riis (7.)

Kampens forløb:

Fredag aften vendte 3F Superligaen atter tilbage til Nature Energy Park, da OB tog imod Randers FC. Her havde Striberne mulighed for at vinde for anden superligarunde i træk efter sidste uges arbejdssejr over Esbjerg fB.

Det startede også godt for Striberne. Efter blot to minutter fik Ryan Johnson Laursen kampens første chance. En bold blev spillet op på Bashkim Kadrii, der elegant rettede bolden af til en fremadstormende Ryan Johnson Laursen, der i en spids vinkel skød bolden lige på målmanden.

Som kampen skred frem, blev holdenes tilgang til opgøret tydelig. Kronjyderne var klar med kontrakniven, og vi svingede taktstokken med masser af indlæg i boksen.

Efter ti minutter blev der for alvor pres på den randrusianske defensiv. Troels Kløve var løbet bag om forsvaret i højre side af banen. Her modtog han bolden og smed et fladt indlæg ind mod Bashkim Kadrii, der desværre sparkede hul i luften.  Samme scenarie udspillede sig igen kort efter, men her var det Sander Svendsens tur til at sparke hul i luften.

Det var ikke mange chancer Hestene kom frem til i kampens første halvleg, men efter 25 minutter fik Oliver Christensen lov til at vise sine kvaliteter i målet. Kevin Conboy havde sneget sig med op i angrebet og blev spillet fri, men gribben fra Kerteminde kom hurtigt ud til bolden og fik afvist venstrebackens skud med en rigtig flot redning.

Kort inden pausefløjt havde Sander Svendsen et flot langskud. Den farlige angriber modtog bolden lidt udenfor feltet og med en hurtig vending og et kort aftræk, sendte han Patrik Carlgren ud i fuld længde. Randers-keeperen reddede dog skuddet, og derfor var pausestillingen 0-0.

Fem minutter inde i anden halvleg faldt opgørets eneste mål. Troels Kløve pressede Erik Marxen højt på banen. Forsvarsspilleren skød herefter bolden ind på den teknisk stærke midtbanespiller, og bolden havnede efterfølgende i Bashkim Kadriis fødder. Efter et par træk fandt han Sander Svendsen, der var alene med målmanden og med en kølig inderside skød han bolden i mål til en fortjent føring til hjemmeholdet.

Efter en lille time fik Moses Opondo hjemmebanedebut, og han viste lovende takter. Efter et par fikse driblinger ved hjørneflaget fik han spillet bolden ind foran straffesparksfeltet, og efter nogle hurtige afleveringer havnede bolden i fødderne af Sander Svendsen, der trykkede af, men skuddet blev blokeret.

Anden halvleg lignede meget første halvleg, hvor vi styrede begivenhederne. Randrusianerne forsøgte at presse OB-defensiven uden held, og når de kom tættere på mål, så var en stærkt spillende Oliver Christensen over bolden.

Med ti minutter tilbage fik Issam Jebali sin officielle debut for OB. Han blev skiftet ind i stedet for Sander Svendsen, og de fik begge behørige klapsalver af hjemmepublikummet.

Mod kampens slutning kom Randers FC frem på banen, og de var meget tæt på at udligne med fem minutter tilbage. Efter et hjørnespark headede Marvin Egho på overliggeren, men dommeren fløjtede for frispark mod kronjyderne i samme situation.

Tættere kom Hestene aldrig på mål, og derfor endte det hele med en sejr til Striberne på 1-0.

OB’s holdopstilling
Oliver Christensen – Marco Lund, Jeppe Tverskov, Ramon Leeuwin - Ryan Johnson Laursen, Mathias Greve (Jens Jakob Thomasen, 70.), Janus Drachmann, Troels Kløve (Moses Opondo, 57.), Oliver Lund – Bashkim Kadrii, Sander Svendsen (Issam Jebali, 79.)

Bænken
: Hans Christian Bernat, Alexander Ludwig, Issam Jebali, Jens Jakob Thomasen, Julius Eskesen, Jacob Barrett Laursen, Moses Opondo

RFC’s holdopstilling:
Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Graves, Erik Marxen, Kevin Conboy – Vito Hammershøj-Mistrati (Tosin Kehinde, 84.), Mathias Nielsen (Frederik Lauenborg 62), André Rømer – Marvin Egho, Emil Riis Jakobsen (Benjamin Stokke, 77.), Saba Lobjanidze

Bænken: Jonas Dakir, Johnny Thomsen, Mikkel Kallesøe, Frederik Lauenborg, Benjamin Stokke, Tosin Kehinde, Kasper Waarst Høgh

Næste kamp:
Fredag d. 16. august, kl. 20.00, FC Nordsjælland – OB, Right To Dream Park

 

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik