MicrosoftTeams-image (12)

26.04.2023 11:28

I weekenden var en delegation på tyve personer på besøg fra Altstätten i Schweiz, hvor vi sidste sommer deltog i deres prestigefyldte U19-turnering, som striberne imponerende vandt.

Sidste sommer var vores U19 for første gang inviteret til Altstätten i Schweiz, der siden 1998 har afholdt den prestigefyldte og velrenommerede U19-Football Tournament, hvor blot ti hold inviteres. Vores U19-drenge viste om nogen det fynske flag frem, da de vandt turneringen foran hold som 1. FC Union Berlin, Wolverhampton Wanderers og mexicanske Club América. 

Vores Akademis tilgang til udviklingen af fodboldspillere blev bemærket i det schweiziske, og i weekenden havde turneringen i Altstätten sendt en delegation på tyve personer for at se nærmere på, hvordan de næste stribede stjerner bliver til.  

Akademichef Tonny Hermansen var mere end tilfreds med besøget, hvor gæsterne var meget positive overfor klubben, omgivelserne i Ådalen og i særdeleshed vores blik for det hele menneske: 

- De nød at se, at vi er også kunne være sociale. For mig var det vigtigt, at de tog herfra med et godt indtryk, hvor vi viser, at vi er nogle gode og ordentlige mennesker, men samtidig kan spille fodbold på højeste plan, siger Tonny Hermansen, og talentchef Nick Mikuta supplerer: 

- De var meget imponeret over, at vi med vores professionelle setup formår at forblive så venskabelige og sociale, hvilket de ikke havde set tilsvarende hos andre klubber. De synes, at vi har en fantastisk balance mellem at være seriøs og have det sjovt.  

Schweizerne fik en på opleveren over weekenden, hvor de også havde tid til at udforske lokalområdet og Odenses kulturelle tilbud. Ådalen blev naturligvis også beset, og delegationen var meget charmeret over de flotte omgivelser og imponeret over, hvor meget Akademiet får ud af ressourcerne: 

- Schweizerne var vældig imponeret over vores arbejde. De fortalte om deres tidligere besøg hos Leicester City F.C., der har over 100 ansatte i deres akademi, hvilket står i skærende kontrast til os med 17 fuldtidsansatte. De synes det var fedt at se, hvor meget vi har kunne opnå med vores personale, og de kunne i den grad godt mærke den samhørighed, der hersker på vores akademi. Samtidig var de vilde med vores anlæg her i Ådalen på grund af dets miljø, placering og størrelse, siger Tonny.  

Det stribede flag vises frem i Europa 
Invitationen til den eksklusive turnering i Schweiz skyldes det mangeårige hårde arbejde, der er blev lagt i Akademiet for at danne relationer med udenlandske klubber og akademier verdenen over. I udviklingen af unge spillere i Akademiet er det altafgørende, at de kan blive testet på højeste international niveau, og samtidig vise det stribede flag frem: 

- Det er vigtigt for OB, at vi kommer ud og viser, hvem vi er i udlandet. Det er også derfor, at vi nu her til juni sender vores U15-hold ned til Kevin De Bruyne Cup, der er den største U15-turnering i Europa, hvor de får mødt alle de største hold såsom Bayern München, Manchester City, FC Barcelona og Real Madrid, siger Tonny og understreger, hvilken anerkendelse af Akademiet det er, at de sender hele 20 personer på besøg i det fynske: 

- Vi kan jo være nok så søde mennesker og invitere de schweiziske folk på Anarkist og ud og se Fyns herligheder, men hvis vi ikke kan spille fodbold, bliver vi ikke inviteret. Derfor er det utroligt dejligt at få så meget positiv respons, og de har allerede skrevet, at de er klar til komme på besøg næste weekend, afslutter Tonny med et stort grin.