_DSC9825

27.01.2021 16:03

Onsdag eftermiddag bød på vinteropstartens sidste træningskamp, da vi hjemme i Ådalen tog imod HB Køge. Det endte med en sejr mod holdet fra 1. division.

Træningskamp
27. januar kl. 13.00, Ådalen bane 3
OB – HB Køge 2-1 (0-1)
0-1 Mark Gundelach (45’)
1-1 Jens Jakob Thomasen (straffespark (52’))
2-1 Jens Jakob Thomasen (straffespark (59’))

Advarsler:
OB:
Aron Elís Thrándarson (36.)
HB Køge: Eddi Gomes (16., 55.)

Kampens forløb:
Onsdag eftermiddag spillede Striberne den sidste træningskamp i denne opstart, da HB Køge fra 1. Division var på besøg i Ådalen. Det var anden kamp på blot to dage for Striberne, og de 11 mand, der startede inde i tirsdagens kamp mod Randers FC, sad alle over i dagens træningskamp mod HB Køge.

Derfor var det selvsagt en flok sultne spillere, der var gået på banen for at vise sig frem for Jakob Michelsen og resten af trænerteamet. Den første, der fik vist sig frem, var Sayouba Mandé, da han efter få minutter leverede en stor redning på et forsøg fra Martin Koch Helsted. Kort efter var det så os, der var tæt på at komme foran ved Max Fenger, men han måtte se sit forsøg prelle af på stolpen.

Efter en hæsblæsende start blev der skruet lidt ned for intensiteten i opgøret, og meget af spillet foregik på midten af banen med os i teten. Næste store chance kom små tyve minutter inde i opgøret. Et par præcise og hurtige pasninger på midtbanen gjorde, at Jens Jakob Thomasen kom fri på kanten af feltet. Inden han fik trykket af, blev han dog revet ned af Eddi Gomes, der blev tildelt en advarsel af kampens dommer, Paw Johansen.

Frisparket tog Rasmus Nissen sig af, og det var fra en distance, han flere gange har braget bolden i nettet, men denne gang strøg afslutningen desværre en meters penge over Køge-målet. Kort efter kom både Aron Elis Thrándarson og Max Fenger også igennem til gode muligheder, men skarpheden manglede.

Køge var sjældne gæster på vores banehalvdel, men når de kom, blev de oftest afvist af en stærk 4-back-kæde, men på halvlegens sidste chance lykkedes det ikke den stærke OB-defensiv at få afvist angrebet fra gæsterne. Mark Gundelach stormede frem fra sin plads på højre back, tog et træk ind i banen og trykkede af med venstreskøjten. Bolden fløj med høj fart direkte i kassen bag en chanceløs Sayouba Mandé, og gæsterne fra HB Køge kunne gå til pause med en føring på 0-1.

Heldigvis fik vi allerede syv minutter inde i anden halvleg bragt balance i regnskabet, da Jens Jakob Thomasen iskoldt sendte et straffespark i nettet til 1-1. Straffesparket blev vi tildelt, da Rasmus Nissen efter en god aktion blev nedlagt i straffesparksfeltet af Magnus Häuser.

Kort efter kom Eddi Gomes alt for sent i en tackling på Mads Frøkjær, og han blev tildelt sit andet gule kort i kampen. Dermed var det tak for i dag til Køge-kaptajnen, men da det var en træningskamp, fik gæsterne naturligvis lov at sætte en ny mand på banen, så vi kunne fortsætte med at spille 11 mod 11.

Vi havde næsten rundet en times spil, da Mikkel Hyllegaard kom fri i gæsternes straffesparksfelt. Han nåede dog ikke at få afsluttet angrebet, da Mikkel Qvist nedlagde ham. Til gengæld resulterede det i endnu et stribet straffespark, og igen var det Jens Jakob Thomasen, der skulle forsøge at omsætte straffesparket til scoring.

Første gang sparkede han til venstre, mens Oskar Snorre hoppede forgæves til den modsatte side. På det andet straffespark sparkede Jens Jakob Thomasen til højre, mens Oskar Snorre igen sprang forgæves efter bolden, og dermed kom vi foran med 2-1.

Efter scoringen blev der foretaget et væld af udskiftninger fra gæsterne, og et kvarter efter fulgte vi trop med at gøre brug af fri ind-/udskiftning. Det gjorde, at kampen kom ud af rytme, og det var til gæsternes fordel.

I slutfasen var det således HB Køge, der var farligst, men Hans Christian Bernat leverede, i øvrigt ligesom målmandskollega Sayouba Mandé, en rigtig stærk præstation ind i OB-målet. Flere gange var HB Køge tæt på at bringe balance i regnskabet, men 20-årige Bernat var stærk på stregen, og dermed sluttede det hele med en stribet sejr på 2-1 over HB Køge.

OB:
Sayouba Mandé (Hans Christian Bernat, 46.) – Robin Østrøm, Marco Lund (Jakob Okkels, 46.), Christian Vestergaard, Rasmus Nissen – Moses Opondo (Gustav Vinter, 73.), Jens Jakob Thomasen (Tarik Ibrahimagic, 60.), Aron Elís Thrándarson (Valdemar Ibsen, 73.) – Mikkel Hyllegaard, Max Fenger (Sveinn Aron Gudjohnasen, 33.), Mads Frøkjær (Sander Svendsen, 73.)

Bænken:
Hans Christian Bernat, Sander Svendsen, Sveinn Aron Gudjohnsen, Tarik Ibrahimagic, Lasse Skøtt, Valdemar Ibsen, Jakob Okkels, Gustav Vinter


HB Køge:
Oskar Snorre (Marius Kruse, 60.) – Mark Gundelach (Oliver Sonne, 60.), Magnus Wørts (Frank Assinki, 60.), Eddi Gomes (Antonio Rocco Romeo, 55.), Mikkel Qvist (William Madsen, 60.), Lorenzo Burnet (Mathias Høst, 46.) – Liam Jordan (Victorien Adebayor, 60.), Valon Ljuti (Lasse Petry, 60.), Magnus Häuser (Jubril Adededji, 60.) – Martin Koch Helsted (Jakob Johansson, 60.), Emilio Simonsen (Effiong Nsungusi Jr. 60.)

Bænken:
Frank Assinki, Lasse Petry, Victorien Adebayor, Jakob Johansson, Antonio Romeo, Jubril Adedeji, Oliver Sonne, Mathias Høst, Effiong Nsungusi, Marius Kruse, William Madsen

Næste kamp:
3. februar kl. 18.00, OB – Lyngby BK, Nature Energy Park, 3F Superligaen