28.01.2019 09:58

De sidste to dage byder på masser af spænding. Mandag møder vi polske Lechia Gdansk, og tirsdag står den på Rapid Wien fra Østrig, inden vi onsdag vender snuden mod Odense.

Selvom vi under træningerne i Tyrkiet har været forskånet for regnvejr med undtagelse af en enkelt træning, så er det ikke blevet til mange soltimer under træningslejren. Mandag formiddag stod solen dog højt på himmelen for de små ti spillere, der var på træningsbanen.

Grunden til, at så få var på banen, er, at vi på de to sidste dage af træningslejren skal spille to kampe. I dag (mandag) venter Lechia Gdansk i en træningskamp klokken 15:00 dansk tid. Lechia Gdansk fører den polske liga, og tidligere på denne tur slog vi Pogon Szczecin med 1-0, som er nummer fem i Polen.

Er du interesseret i at se den kamp, så streamer Lechia Gdansk kampen, og du vil kunne se den på deres YouTube-kanal fra klokken 15:00.

Tirsdag gælder det så en ny træningskamp, når vi møder Rapid Wien. Selvom Rapid Wien ikke har været uhyggeligt godt kørende i den østrigske Bundesliga, så har de imponeret i Europa League, hvor de gik videre fra efterårets gruppespil, hvorfor de om et par uger møder Inter. Vores kamp mod Rapid Wien spilles tirsdag klokken 14:00 (dansk tid), og den kamp bliver streamet inde på Rapid Wiens YouTube-kanal.