IMG_1521

26.10.2020 15:51

OB viste fine takter i en målrig Reserveligakamp mod FC Nordsjælland mandag eftermiddag, men måtte æde et nederlag i de døende minutter.

Reserveligaen, tredje runde
Mandag d. 26. oktober, kl. 14.00, OB Falen
OB – FC Nordsjælland 3-4 (2-1)
0-1 Joachim Rothmann (30.)
1-1 Issam Jebali (36.)
2-1 Issam Jebali (Str. 45.)
2-2 Abu Francis (60.)
2-3 Abu Francis (64.)
3-3 Daniel Obbekjær (76.)
3-4 Noah Crone (90.)

Advarsler
FC Nordsjælland:
Tochi Chukwuani (13.)
Jacob Gregersen (75.)

Kampens forløb:
Reserverne skulle på en småkold mandag eftermiddag på OB Falen op mod FC Nordsjælland i den tredje kamp i Reserveligaen.

Vi fik dog hurtig noget at varme os på efter en eksplosiv start fra begge hold med masser af tempo og fart over feltet. Allerede efter få minutter driblede Oliver Lund sig igennem i venstre side, men skuddet gik desværre over. Herefter var det gæsterne, der havde et par forsøg uden dog at blive farlige, inden Lund igen var på spil, men skuddet blev reddet.

Herefter fik Sveinn Aron Gudjohnsen to fine chancer på låget, der blev reddet, inden kaptajn Janus Drachmann pløkkede forbi mål. Efter 18 minutter havde Rasmus Nissen chancen, men bolden blev blokeret til hjørne, og fem minutter senere ramte Mikkel Hyllegaard stolpen efter et vildt ridt i venstre side.

Tre kasser på et kvarter
FC Nordsjælland kom herefter mere med, og der var et par okay forsøg fra deres side. Derfor sad man og frygtede, at det kunne gå galt, og det skete efter en halv time, da Joachim Rothmann bankede bolden op i krydset med venstrebenet uden chance for Sayouba Mandé. Vi skulle dog kun bruge seks minutter, inden vi slog tilbage. Glimrende samarbejde mellem Jakob Okkels og Rasmus Nissen i højresiden gav til sidst en bold til Issam Jebali, der tog et træk ind i banen og afsluttede fladt i kassen.

Herefter overtog Striberne igen showet, og efter chancer til Aron Elís Thrándarson og Issam Jebali, blev Nissen væltet i feltet. Jebali var kold som en Filur-is, da han sendte kuglen i kassen til fynsk pauseføring.

Anden halvleg startede med et stort FCN-pres, men der var dog muligheder for at stikke af i den anden ende. Efter 55 minutter sendte Jebali Hyllegaard i dybden, men den sidste skarphed manglede i den situation. I stedet røg en FCN-spiller i græsset i feltet i den anden ende, og her viste Mandé til gengæld skarphed med en redning på straffesparket. Det var dog en stakket frist, da gæsterne udlignede kort efter ved Abu Francis.

Masser af chancer
Så fik FCN mere blod på tanden, og det endte efter knap 20 minutters spil i anden omgang med en scoring mere fra Francis, da han fik sendt bolden ind fra højre side af det lille felt.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage med chancer i begge ender, og det gav pote for de fynske fightere. Efter et frispark fra Nissen blev et hjørnespark sendt ind. Bolden passerede til bagerste stolpe og blev lagt fladt tilbage, hvor Daniel Obbekjær stod klar og satte foden på til 3-3.

Desværre var gæsterne lige en tand for heldige til sidst og kunne prikke et mål i kassen, lige inden dommeren fløjtede af. Så trods fine takter undervejs måtte vi altså sluge et nederlag på 3-4.

Træner Henrik Hansen:
- Det er naturligvis frustrerende, at vi taber på et mål i overtiden. Jeg synes dog, at vi leverer en godkendt indsats mod en god modstander og i en kamp med masser af tempo. I vores gode perioder gør vi mange rigtige ting og skaber mange chancer, som vi dog bør udnytte bedre. I anden halvleg bliver vores gode faser for få og for korte, og det udnytter FCN. Men alt i alt en rigtig god og tempofyldt kamp, som er med til at udvikle vores spillere i den rigtige retning.

OB:
Sayouba Mandé – Oliver Lund (Lasse Skøtt 46.), Robin Østrøm, Daniel Obbekjær, Jakob Okkels (Valdemar Kwasniak 80.), Janus Drachmann, Aron Elís Thrándarson (Oliver Hansen 60.), Issam Jebali (Magnus Saaby 60.), Mikkel Hyllegaard (Jakob Breum 67.), Sveinn Aron Gudjohnsen, Rasmus Nissen

Bænken
:
Hans Christian Bernat, Oliver Hansen, Magnus Saaby, Jakob Breum, Valdemar Kwasniak, Lasse Skøtt
 

Næste kamp (Træningskamp):
2. november kl. 11.00, OB Res.-Silkeborg IF Res., OB Falen