Sikker U14-sejr i Hedensted
Nyt fra U14

Sikker U14-sejr i Hedensted

30 maj 2019

Der var aldrig tvivl om udfaldet, da U14-drengene på Kristi Himmelfartsdag vandt med 3-0 på udebane mod Hedensted IF.

U14 Liga 1
Torsdag 30. maj, kl. 11:00, Hedensted Kunstgræs
Hedensted IF – OB 0-3 (0-3)
0-1 Niclas Vestby (25’)
0-2 Markus Jensen (28’)
0-3 Markus Jensen (34’)

Kampens forløb:
U14-drengene var på Kristi Himmelfartsdag i Hedensted, hvor den stod på 11. runde i U14 Liga 1. I det omvendte opgør havde striberne slået de grønklædte Hedensted-drenge med 4-1. Og denne torsdag var det også OB-drengene, der satte sig på begivenhederne fra første fløjt.

Det var OB, der havde bolden, og det var OB, der skabte chancerne. Det var dog ikke fordi, OB skabte den ene store chance efter den anden i det første kvarter. Herefter blev OB’erne dog farligere, og efter 25 minutters spil kom det fortjente føringsmål.

Malthe Lorentzen brød igennem på venstrekanten og smed et fladt indlæg ind i feltet på fødderne af Niclas Vestby, der uden de store problemer sparkede OB foran med 1-0.

Målet var startskuddet på de ti minutter, der afgjorde kampen, og bare tre minutter efter scoringen til 1-0, blev føringen fordoblet. Mens første scoring skete efter et gennembrud på venstrekanten, var det nu på højrekanten, OB brød igennem. U13-spillere Tobias Lund Jensen afdriblede sin modstander og lagde den skråt tilbage til Markus Jensen, som fra kanten af feltet bragede bolden op under overliggeren uden chance for Hedensteds keeper.

OB fortsatte med at presse på, og i sidste minut af første halvleg viste striberne for alvor, hvad de kan, når spillet fungerer. Et par hurtige pasninger på midten efterfulgt af en veltimet stikning mod Niclas Vestby fik det til at se nemt ud. Vestby lagde den på sin førsteberøring ind i feltet, hvor Markus Jensen stangede den i kassen til 3-0.

Anden halvleg blev igen med OB-dominans, og selvom der blev skabt store chancer, så manglede effektiviteten. Omvendt var det også begrænset, hvad gæsterne skabte. De gange de gjorde, hvad Rasmus Lehrmann på plads i målet, og i sidste minut måtte Marcus McCoy redde på stregen.

Dermed endte det med en fortjent sejr på 3-0 til OB, der nu et tæt på at sikre sig førstepladsen i U14 Liga 1. I de sidste tre runder skal der blot et enkelt point til, for at hverken FC Midtjylland eller SønderjyskE længere kan indhente OB-drengene.

Kommentar fra Bo Nielsen:
Vi er meget tilfredse med en god første halvleg, hvor vi kom med det udtryk, som vi gerne ville, og hvor vi lavede de mål, vi skulle. Så er det ærgerligt, at vi i anden halvleg ikke kunne fortsætte med at lave mål, for vi skabte fortsat chancerne. Men alt i alt en super sejr over et godt kæmpende hold fra Hedensted.

OB’s holdopstilling:
Rasmus Lehrmann – Law Tham Kuu, Andreas Tomaselli, Marcus McCoy, Malthe Lorentzen – Tobias Lund Jensen, Magne Clement, Théo Hansen, Valdemar Grymer – Markus Jensen, Niclas Vestby
Bænken: Hjalte Hemmingsen, Cornelius Olsson, Max Andersen

Næste kamp:
Søndag 2. juni, kl. 12:30, SønderjyskE – OB, Haderslev Kunstgræsbane

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik