24.09.2018 19:45

Der var masser af mål, da OB tog imod AC Horsens på Nature Energy Park, og det blev en sikker 4-0 sejr til striberne.

Superligaen - Runde 10
Mandag 24. september, kl. 19:00, Nature Energy Park, Odense
OB – AC Horsens 4-0 (1-0)
11. min. Bashkim Kadrii
83. min. Jens Jakob Thomasen
88. min. Nicklas Helenius
90. min. Jacob Barrett

Gule kort:
OB: 52. min. Ramon Leeuwin, 71. min. Janus Drachmann

OB’s holdopstilling:
Sten Grytebust – Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Alexander Ludwig – Ryan Johnson Laursen, Troels Kløve (16. min. Jens Jakob Thomasen), Janus Drachmann, Julius Eskesen, Jacob Barrett – Anders K. Jacobsen (90. min. Mathias Jørgensen), Bashkim Kadrii (71. min. Nicklas Helenius)

Bænken: Oliver Christensen, Jens Jakob Thomasen, Nicklas Helenius, Mikkel Desler, Mathias Greve, Marco Lund, Mathias Jørgensen

ACH’s holdopstilling:
Matej Delac – Peter Nymann, Mathias Nielsen, Søren Reese, Thomas Kortegaard (72. min. Mathias Kristensen) – Rune Frantsen (67. min. Mikkel Qvist), Sivert Heltne Nilsen, Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson – Sammy Skytte (78. min. Sebastian Avanzini), Kasper Junker

Bænken: Kevin Mendoza Hansen, Mads Juel Andersen, Michael Lumb, Sebastian Avanzini, Mathias Kristensen, Tobias Arndal, Mikkel Qvist

Tilskuertal: 4.365

Kampens forløb:
Der var lagt op til en svær opgave for OB, da AC Horsens kom på besøg mandag aften med fire kampe på stribe uden nederlag. Men allerede fra start fik OB sat sig på kampen og fik hurtigt udnyttet den store boldbesiddelse. Føringsmålet kom efter 10 minutter, da Ramon Leeuwin lagde en lang bold ud på venstresiden til Jacob Barrett, der selv prikkede den videre til Julius Eskesen. Han sendte en fræk aflevering afsted til Bashkim Kadrii, der fra kanten af feltet kunne sparke bolden sikkert forbi Horsens-målmanden.

Målet fik Horsens længere frem på banen, men OB kontrollerede stadig begivenhederne. Lange indkast var det farligste våben, gæsterne benyttede sig af, men OB’s forsvar stod godt placeret, og de kunne med fokuseret arbejde afvise gæsternes forsøg.

Horsens fik i sidste minut af første halvleg den hidtil bedste mulighed, da Peter Nymann sendte et hug afsted mod det korte hjørne, men Grytebust var hurtig nede og redde bolden, så OB kunne gå til pause med en sikker 1-0 føring.

I anden halvleg var rollerne byttet rundt. Det var Horsens, der holdt fast i bolden, og de forsøgte at spille sig igennem med varieret spil for at score det udlignende mål. Det gav OB mulighed for at spille på omstillinger, og i sidste ende blev AC Horsens straffet på det.

Med syv minutter tilbage af kampen fik OB frispark på midten, og den blev igen sendt ud til Jacob Barrett, der tog et træk ned til baglinjen, hvorefter han sendte en præcis aflevering skråt tilbage i feltet, hvor Jens Jakob Thomasen kom flyvende og bankede bolden ind i kassen. 

Ganske få minutter senere erobrede OB’s anfører, Janus Drachmann, bolden højt oppe på banen, og han drev den frem. Horsens’ forsvar var i ubalance, og Drachmann stak bolden på det rigtige tidspunkt mellem Horsens-forsvaret, så Nicklas Helenius kunne tage den til sig. Han var helt alene med målmanden, og han kunne med skarpt sparke bolden ind til 3-0.

Jacob Barrett ville selv på måltavlen, og det skulle han også komme i dommerens overtid, hvor han sparkede bolden køligt op i det lange hjørne, og striberne kunne begynde fejringen af en stensikker 4-0 sejr.

Næste kamp:
Søndag 30. september AaB mod OB på Aalborg Portland Park.