Sløj start for de unge Striber
Nyt fra U17

Sløj start for de unge Striber

17 jan 2020

U17-drengene kom aldrig i gang, da de tabte deres åbningskamp ved BC Catering Cup med 1-0 til hollandske Vitesse Arnhem.

U17-drengene fra OB fik lov at spille dagens første kamp ved BC Catering Cup, og om det var premierenerver, almindelig nervøsitet eller noget helt tredje er ikke til at sige. Drengene spillede i hvert fald ikke på det niveau, som de plejer at spille på.

Derfor var det også ganske logisk, at de hollandske modstandere fra Vitesse Arnhem bragte sig foran tidligt i kampen, da de straffede et uopmærksomt OB-forsvar, efter et frispark blev hældt ind i boksen. Herefter blev OB bedre på bolden, men alt for ofte var afleveringerne sidelæns eller baglæns. Derfor blev de for sjældent farlige, og når de forsøgte sig, var en stærkt spillende keeper fra Vitesse i vejen. Derfor endte det med en fortjent sejr til Vitesse i åbningskampen.

Anden kamp i Stribernes pulje stod mellem FK Jablonec og BK Häcken. Det var en jævnbyrdig kamp, hvor det var småt med chancer. Holdene stod godt til hinanden, og derfor var det en af de kampe, hvor man vidste, at første mål ville blive ekstremt afgørende. Det scorede svenske BK Häcken, og det var kampens eneste, hvorfor de spillede sig op på en delt førsteplads med hollandske Vitesse Arnhem.

I den anden pulje var det AaB og Union Berlin, der skulle først i kamp. Her var der nogle flere chancer, end der var i det tjekkisk-svenske opgør, og der blev da også scoret nogle flere mål. 3-1 til sidste års finalister fra AaB sikrede dem et rigtig godt udgangspunkt for lørdagens to sidste gruppekampe.

Den sidste kamp i deres gruppe stod mellem IFK Norrköping og Pogon Szczecin. Her var det igen jævnbyrdigt, og efter de 2 x 30 minutter stod det 1-1 på Ådalens nye storskærm. Dermed måtte drengene ud i en straffesparkskonkurrence for at afgøre, hvem der skulle have et enkelt point - og hvem der skulle trække sig ud fra kampen med to. Selvom det er shootout fra første spark, så skulle der noget mere end et enkelt spark fra hvert hold til. Først på ottende spark fik keeperen fat i bolden, og så var det polske Pogon Szczecin, der fik det ene bonuspoint, som sikrer dem en andenplads efter første dag i BC Catering Cup.

Se alle resultater fra dagen - samt stillingen i de to grupper her.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik