301211701_10159024410821824_2110331191200948875_n

05.03.2023 10:05

U19-drengene var lørdag formiddag tilbage i Ådalen, hvor de skulle forsøge at genfinde formen mod AGF efter to svære udebanekampe mod Esbjerg og FCK. Det blev en intens kamp med tre røde kort og et smalt 2-3 nederlag mod gæsterne fra Århus.

U19-Ligaen
Lørdag den 4. marts kl. 12:30, Ådalen

OB – AGF 2-3 (2-1)
0-1: Adam Daghim (8.)
1-1: Markus Jensen (13.)
2-1: Mikkel Frank Øberg (22.)
2-2: Adam Daghim (70.)
2-3: Mathias Dahl Sauer (87.)

Gule kort:
OB: Law Salomonsen Tam Khuu & Mikkel Frank Øberg
AGF: Luka Callø Carstensen, Jacob Andersen, Marco Olsson Valdes, Adam Daghim, Zanar Hussein

Røde kort:
OB: Max Isaac Ejdum & Marcus Mccoy
AGF: Diesel Herrington

Kampens forløb:
Efter to udebanenederlag var U19-holdet igen at finde på kunstgræsbanerne i Ådalen, hvor de mødte AGF i kampen om tre point.

OB kom klart bedst fra start, og der skulle også kun gå en håndfuld minutter, inden den første store chance faldt til Mikkel Øberg, der til sin egen store ærgrelse ikke var i stand til at dirigere bolden inden for målrammen.

Få minutter efter slog AGF tilbage ved at erobrede bolden på egen banehalvdel, hvorefter Adam Daghim udnyttede sin hurtighed til at score til 0-1.

Det var dog ikke en føring der holdt længe, idet OB’s nr. 11, Markus Jensen, bogstavelig talt bankede OB tilbage i kampen på et langskud, der ramte overliggeren, inden den fortsatte ind forbi målstregen.

Herfra sad de stribede på bolden, og 22 minutter inde i 1. halvleg fik Mikkel Øberg chancen igen efter flot opspil. Her bragte han sikkert OB foran 2-1, hvilket også var stillingen, hjemmeholdet kunne gå til pause med.

AGF pressede på flere gange i begyndelsen af 2. halvleg, og de fik løsnet op til flere skud inden for stolperne, men sikre hænder fra Magnus Nielsen afværgede skuddene. Kampbilledet ændrede sig dog, da Max Ejdum fik rødt kort for hånd på bolden i eget felt. Det udløste samtidig et straffespark til AGF, som Adam Daghim udnyttede til at bringe balance på måltavlen.

I minutterne efter udligningen sad AGF på det meste af spillet, lige indtil Simon Jørgensen erobrede bolden i en farlig position og blev nedlagt på kanten af AGF’s målfelt. Dommeren fandt endnu en gang til baglommen og viste AGF’s Diesel Herrington et rødt kort for at stoppe en oplagt målchance.

10 minutter igen, 10 mand på hvert hold og begge hold med chancer for at finde føringsmålet. Med tre minutter tilbage af den ordinære spilletid endte bolden for fødderne af Mathias Dahl Sauer fra AGF, som med en sen scoring kunne sende århusianerne foran igen, denne gang til stillingen 2-3.

U19-striberne spillede for en udligning i de sidste minutter og kom frem til flere gode chancer. Men frustrationerne var til at føle helt fra tilskuerpladserne, og efter et træk i trøjen på Marcus Mccoy blev frustrationerne simpelthen for store for den unge spiller, hvilket resulterede i kampens tredje røde kort til netop Marcus Mccoy. Selv med ni mand tilbage på banen formåede OB at skabe store chancer i tillægstiden, men ikke store nok til at ændre på slutstillingen 2-3 til AGF.

Kommentar fra cheftræner, Ivan Poulsen:
- Vi taber en hektisk kamp, hvor vi afslutningsvis er ni spillere på banen. Vi spiller med god intensitet og kommer også foran, men AGF formår at straffe os på vores fejl, og derfor går de med sejren i dag.

OB’s startopstilling
Sebastian Dalby Wille, Marcus Mccoy, Julius Berthel Askou Harvey, Tobias Slotsager, Law Salomonsen Tam Khuu (Simon Jørgensen, 68.), Nikolaj Juul-Sandberg (Sebastian Hvidbak Zografos, 68.), Max Isaac Ejdum, Markus Jensen Max Albæk Andersen, Valdemar Grymer & Mikkel Frank Øberg (Elvar Örn Gudmundsson Petersen, 90.)

Bænken
Elvar Örn Gudmundsson Petersen, Noah Hovgaard Lassen, Albert Kotsis, Simon Jørgensen, Sebastian Hvidbak Zografos

Næste kamp
OB-SønderjyskE, lørdag den 11. marts 2023, kl. 12:30, Ådalen