Max

01.06.2020 20:03

Efter flere måneders superligapause var der endelig bold igen, og vi genoptog 3F Superligaen med et besøg i Aarhus, hvor en tæt kamp desværre endte med et nederlag, da Nicklas Helenius afgjorde kampen mod sine tidligere holdkammerater.

3F Superliga
Mandag den 1. juni, kl. 20.00, Ceres Park
AGF – OB 1–0 (0-0)
1-0 Nicklas Helenius (78.)

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Advarsler
AGF: Jon Thorsteinsson (15.), Nicolai Poulsen (27.), Casper Højer Nielsen (90.)
OB: Oliver Lund (60.)

Det aarhusianske hjemmehold startede kampen som det farligste hold, hvor den tidligere OB’er, Frederik Tingager, headede et hjørnespark tæt forbi mål.

Vi arbejdede os dog ind i kampen og et dårligt udspark fra William Eskelinen havnede for fødderne af Aron Elís Thrándarson, som tæmmede bolden og prikkede den videre til Mart Lieder. Herfra blev bolden blokeret til Troels Kløve, som afsluttede tæt forbi mål.

AGF var muligvis mest på bolden, men rigtig farlige blev de ikke. Vi var til gengæld farlige på omstillingerne, og i en af de situationer kom Mads Frøkjær-Jensen igennem i venstre side, inden han via Troels Kløve sendte bolden til dagens anfører, Jens Jakob Thomasen, men målmanden reddede hans afslutning.

Senere var Mads Frøkjær-Jensen igen manden, der startede et kontraangreb, da han rundede Niklas Backman og sendte bolden videre til Mart Lieder. Desværre lå bolden en kende bag hollænderen, og hans afslutningen gik forbi mål, så de to hold gik til pause ved stillingen 0-0.

Der var ikke spillet mange minutter af anden halvleg, før U19-spilleren Max Fenger blev sat på banen til sin superligadebut, da Mart Lieder ikke kunne fortsætte længere. Han fik hurtigt muligheden for at gøre opmærksom på sig selv, da han efter en lang bold fra Oliver Lund pludselig stod overfor William Eskelinen, men målmanden blokerede afslutningen til hjørnespark.

Senere endte et langt indkast fra Munksgaard ved Casper Højer, der fra kanten af feltet afslutter, men Max Fenger blokerede bolden til hjørnespark.

Minuttet efter slog vi kontra, hvor Mads Frøkjær-Jensen trak ind i banen og afsluttede, men målmanden reddede hans skud. Returbolden havnede ved Max Fenger, der afsluttede forbi målmanden, men på utroligvis kom Alexander Munksgaard på tværs af afslutningen og fik i en glidende tackling sendt bolden til hjørnespark.

Som anden halvleg skred frem, satte vi os mere og mere på spillet, men alligevel var det hjemmeholdet, der stod bag den næste store chance, da et hjørnespark endte ved Jakob Ankersen, som afsluttede, men Oliver Christensen reddede flot. Returbolden endte ved Patrick Mortensen, der skød forbi mål.

Med et lille kvarter tilbage af kampen kombinerede Jakob Ankersen og Alexander Munksgaard i højre side, hvorefter Munksgaard fra højrekanten sendte bolden ind i straffesparksfeltet. Her kom Nicklas Helenius højest, og den tidligere OB’er headede bolden i mål til 1-0.

Efterfølgende trak hjemmeholdet sig tilbage på banen og forsvarede deres føring, hvilket desværre betød, at der ikke kom flere scoringer i superliga-genstarten.

AGF:
William Eskelinen - Alexander Munksgaard, Niklas Backman, Frederik Tingager, Casper Højer - Mustafa Amini, Nicolai Poulsen, Bror Blume (Nicklas Helenius, 77.) - Mustapha Bundu (Gift Links, 69.), Patrick Mortensen, Jon Thorsteinsson (Jakob Ankersen, 69.)

OB:
Oliver Christensen – Oliver Lund (Ryan Johnson Laursen, 85.) – Kasper Larsen – Marco Lund – Jacob Barrett Laursen – Jens Jakob Thomasen – Aron Elís Thrándarson (Tarik Ibrahimagic, 85.)– Troels Kløve – Mads Frøkjær-Jensen  – Mart Lieder (Max Fenger, 47.) – Sander Svendsen (Moses Opondo, 71.)

Næste kamp:
OB-Esbjerg, søndag d. 7. juni, kl. 17, 3F Superliga