30.11.2021 15:58

Moses Opondo bragte os foran i slutningen af første halvleg, men vi måtte alligevel se os slået af Vejle Boldklub i Reserveligaen, da gæsterne vandt en tæt kamp med 2-1.

Reserveligaen
Tirsdag d. 30. november kl. 14.00, Ådalen
OB – Vejle Boldklub 1-2 (0-1)
1-0 Moses Opondo (37.)
1-1 Dominic Vinicius (48.)
1-2 Dimitris Emmanouilidis (59.)

Kampens forløb:
I bidende kulde og hidsig blæst var der tirsdag eftermiddag kamp i Reserveligaen på Bane 3 i Ådalen. Det var to stærkt besatte mandskaber med masser af superligaminutter i benene, der bød hinanden op til dans, da Vejle Boldklub var på besøg.

Første halvleg var en glimrende fodboldkamp. Der var flere sekvenser med godt spil, og der var mange optræk til store chancer. Det første af slagsen efter et kvarters spil, da Elias Hansborg Sørensen blev spillet i dybden. Desværre kom Hans Høllsberg fra Vejle stærkt tilbage og blokerede afslutningen fra vores U17-topscorer.

I vores forsvarskæde var der foruden Robin Østrøm og Mathias Brems fra førsteholdstruppen to U17-spillere i form af Tobias Slotsager og Marcus McCoy. Det var dog ikke til at se, at det var en så ung bagkæde. Det gjorde det godt mod en potent offensiv fra Vejle, der bestod af Dimitris Emmanouilidis, Dominic Vinicius og Allan Sousa.

Efter 37 minutters spil erobrede Striberne bolden på egen halvdel af Tobias Slotsager. Han spillede den videre til Ibrahimagic, der sendte den ud til Brems, som sendte Breum afsted. På kanten af feltet forsøgte han at sende bolden dybt til Max Fenger, men en Vejle-spiller kom i vejen for afleveringen. Det gjorde, at bolden gik på tværs af feltet, og her løfte Opondo den over sin modstander, hvorefter han flugtede den i kassen i det korte hjørne. Et flot fynsk føringsmål kort inden pausen og efter 37 gode OB-minutter.

Stillingen holdt indtil pausen, men desværre ikke længe derefter. Der var nemlig bare spiller tre minutter af anden halvleg, inden Dominic Vinicius bragte balance i regnskabet. Det gjorde han, efter han selv tacklede Ibrahimagic et par meter udenfor vores felt. Derefter tog han bolden med ind i straffesparksfeltet, inden han sparkede den fladt ind i det lange hjørne.

Ti minutter senere kom gæsterne så også foran. Vejles topscorer i 3F Superligaen, Dimitris Emmanouilidis modtog bolden i venstre side af banen. Herfra drev han den på tværs af vores straffesparksfelt. Afslutningen fløj ind i ryggen på en OB-spiller, hvorefter den gik i kassen til en vejlensisk føring, hvor Sayouba Mandé i OB-målet var fuldstændig prisgivet.

Herefter fulgte en god periode fra gæsterne, inden OB i de sidste 20 minutter satte sig på kampen. Flere gange var det tæt på en udligning, og der var mange optræk til store chancer. Ofte nåede det desværre ikke at blive til den helt store chance, som der var mulighed for at skabe. Alligevel var Tarik Ibrahimagic i overtiden tæt på at udligne, men Vejle fik i sidste ende tacklet ham inde i feltet. Dermed lykkedes det desværre ikke at få sparket den i kassen til en udligning, og så endte årets sidste kamp i Reserveligaen med et nederlag på 2-1 i en tæt kamp mellem to stærkt besatte mandskaber.

Kommentar fra Henrik Hansen:
Det var en god og tempofyldt kamp, hvor jeg især synes, at vi var gode i de første 45 minutter. Jeg synes, vi kampen igennem havde mange gode offensive passager, men vi manglede i for mange aktioner den sidste skarphed og kynisme, når det skulle afgøres. Der var optræk til mange rigtig gode situationer, men vi fik for sjældent gjort chancen stor nok.

I defensiven manglede vi i dag hårdhed og kynisme. De to mål vi indkasserer, dem må vi ikke indkassere, men ser man over hele kampen, så blev vi matchet godt, og det er en kamp, som vi har rigtig god nytte af.

Vi stiller i dag med et ungt mandskab, hvor vi blandt andet har tre spillere fra vores U17-mandskab i startopstillingen, der gjorde det godt, ligesom de andre fra Akademiet der kom ind fra bænken også gjorde en god figur. Rigtig mange af vores spillere leverede en fornuftig indsats, men jeg vil især gerne fremhæve Moses Opondo for at levere en rigtig stærk indsats gennem alle 90 minutter i dag.

OB’s holdopstilling:
Sayouba Mandé – Marcus McCoy (Samuel Juel, 46.), Robin Østrøm, Tobias Slotsager (Jakob Okkels, 83.), Mathias Brems – Ayo Simon Okosun (Jakob Jessen, 46.), Tarik Ibrahimagic, Elias Hansborg Sørensen (Tobias Augustinus-Jensen, 70.) – Moses Opondo, Max Fenger (Gustav Vinter, 46.), Jakob Breum
Bænken: Magnus Nielsen, Jakob Okkels, Samuel Juel, Tobias Slotsager, Jakob Jessen, Gustav Vinter, Tobias Augustinus-Jensen

Vejle Boldklubs holdopstilling:
Alexander Brunst – Kevin Custovic, Wilhelm Stage Olsen, Viljornur Davidsen, Lukas Engel – Adama Fofana, Lundrim Hetemi, Hans Høllsberg, Dimitris Emmanouilidis – Dominic Vinicius, Allan Sousa
Bænken: Ukendt