Veteran Match beskåret

15.10.2021 11:09

Når vi søndag eftermiddag møder Randers FC, så bliver det ikke med Albani på brystet. Vores hovedsponsor har nemlig bortgivet pladsen på brystet, så det i stedet prydes af logoet for Veteran Match 2021, der sætter fokus på danske soldaterveteraner.

Når OB spiller på hjemmebane, er trøjen stribet, og der står Albani på brystet. Sådan har det i hvert fald været, siden Albani kom tilbage på trøjen i sommeren 2018. På søndag er det anderledes. Det bliver fortsat i striber, men det bliver uden Albani på brystet, der til et godt formål har bortgivet pladsen på brystet i en enkelt kamp.

Kampen mod Randers FC er nemlig Veteran Match, og her hylder vi de danske soldaterveteraner. Det gør vi i samarbejde med DIF, Odense Kommune og Odense Bulldogs. I fællesskab havde vi torsdag job match med vores sponsorer og en gruppe soldaterveteraner, hvor de fik en genvej til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og når vi møder Randers FC, kommer der endnu mere fokus på de danske soldaterveteraner.

Vores hovedsponsor vil også være med til at hylde dem, og derfor har de til kampen mod Randers FC som nævnt bortgivet pladsen på brystet, så der i stedet for det klassiske Albani-logo kommer et stort logo for Veteran Match; mens Albani i stedet tager plads på ærmet af trøjen. Efter kampen bortauktioneres trøjerne på Lauritz.com, og hele det indsamlede beløb går ubeskåret til at sikre bedre forhold for de danske veteraner.

- Hele Veteran Match 2021 projektet er jo fantastisk, fordi det er et samarbejde på tværs af hele 3F Superligaen og Metal-Ligaen. Her i Odense har vi haft et godt samarbejde med både Odense Kommune og Odense Bulldogs, hvilket blandt andet blev synliggjort ved vores jobmatch torsdag eftermiddag, hvor vi i samarbejde forhåbentlig fik nogle flere veteraner ud på arbejdsmarkedet.

- At vi derudover kan skabe endnu mere positiv omkring vores soldaterveteraner i samarbejde med vores hovedsponsor er bare en rigtig god nyhed. At Albani vil støtte op om det her gode projekt ved at bortgive pladsen på trøjen i en enkelt kamp, det siger meget om Albani. De er altid klar på et godt initiativ; særligt når det er til gavn og glæde for en god sag. Så der skal lyde en kæmpe tak til Albani, for at vi sammen kan sætte ekstra fokus på soldaterveteranerne; og dermed gøre mulighederne for, at vi kan samle et flot beløb ind til de danske soldaterveteraner, endnu bedre, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.

Hos Albani ser de også rigtig meget frem til søndagens kamp, selvom deres logo får en mere diskret plads på ærmet af OB-spillerne.

- Da OB spurgte os, om vi ville bortgive pladsen på brystet til fordel for et så godt tiltag, var vi slet ikke i tvivl. Soldaterne har ydet er fantastisk stort arbejde for hele Danmark, og de fortjener hver og en at blive hyldet. Derfor er vi meget glade for, at vi i samarbejde med OB og hele Fyn kan være med til at hylde de danske soldaterveteraner på søndag; det fortjener de, siger Freddy Larsen, der er sponsorchef for Albani.

Trøjerne med logoet for Veteran Match 2021 på brystet skal kun bruges i søndagens kamp mod Randers FC. Derefter bortauktioneres de på www.lauritz.com, så vil du have fingrene i en af de helt unikke OB-trøjer, så er det der, du skal købe den.

Vil du støtte Striberne i kampen mod Randers FC, så kan du købe billet på www.ob.dk/billet.