jeppe interview

04.05.2022 18:10

Der er meget på spil i morgen, når vi får besøg af SønderjyskE til semifinalens returopgør. Det er kampen, som skal afgøre, hvem der kommer til at stå i pokalfinalen, og Jeppe Tverskov og resten af truppen ved, hvad der er på spil.

I morgen kl. 18.00 spiller vi pokalsemifinalens returopgør, når vi får besøg af SønderjyskE på Nature Energy Park. I det første opgør tog vi sejren i Haderslev, og spørger man Jeppe Tverskov, så er der god stemning i truppen inden kampen i morgen.

- Jamen vi glæder os. Det er nogle af de her kampe, som man ser frem til. Vi fik jo et godt udgangspunkt i sidste uge, og jeg tror, at folk er spændte. Vi kan jo også se, at der kommer mange mennesker på stadion, og det er jo en af de ting, som også gør det sjovere at spille kampe.

Og den stribede opbakning har netop været enormt solid til både ude- og hjemmebanekampe i denne sæson. Det så vi blandt andet til kampen mod AGF i søndags, hvor der var omkring 9500 besøgende på Nature Energy Park, og det er noget, som spillerne kan mærke; både op til og under kampene.

- Vi kan jo generelt mærke stemningen op omkring og på kampdagene; både når vi kommer ud til stadion, og selvfølgelig når vi spiller kampene. Jo flere der er på stadion, jo bedre kan man mærke stemningen, når man får nogle succesoplevelser, og når man scorer, lyder det fra Tverskov, som fortsætter:

- Det handler jo om, at vi skal vinde kampe, og så kommer der også flere mennesker på stadion. Og nu har vi heldigvis skrabet nogle point sammen de seneste par uger, så vi kan godt mærke, at vinden blæser den rigtige vej lige nu. Og det håber vi jo at kunne holde fast i, og at vi så kan tage det hele vejen til Brøndby Stadion.

Under første semifinaleopgør i Haderslev, så vi også en fænomenal opbakning, hvor udebaneafsnittet var så godt som udsolgt. Og netop denne støtte, har Jeppe Tverskov været meget imponeret over.

- Vi kunne virkelig mærke alle fansene i kampen mod SønderjyskE i sidste uge, hvor jeg tror, at vi stod for tæt på halvdelen af tilskuerne på stadion. Og det er jo enormt imponerende som spiller, at når man varmer op, og går ind til banen, at kunne se, at vi fylder næsten hele lydbilledet. Og det håber vi selvfølgelig også, at vi kommer til at gøre på hjemmebane i morgen.

Med første sejr i hus, er vi et skridt foran SønderjyskE, når det gælder om at nå i pokalfinalen. Men selvom vi står i en bedre position inden kampen i morgen, så er der intet, der er afgjort endnu, og det er Jeppe Tverskov og resten af truppen godt klar over.

- Vi håber selvfølgelig på at komme videre til finalen, og det er jo det, som er planen for os. Men vi er godt klar over, at de lidt lever sit eget liv de her pokalkampe. Selvom vi måske på papiret har et godt udgangspunkt, så kan det godt ændre billedet lidt, at der er et af holdene, som er forhåndsfavorit, fortæller Tverskov.

- Det kan godt gå hen og ændre, hvordan holdene går til kampen. Det så vi, da vi spillede mod Randers i kvartfinalen, hvor vi efter at have vundet første opgør, tabte andet opgør på hjemmebane. Jeg tror dog på, at af de to hold, så vil jeg helst stå i vores position. Og så håber vi selvfølgelig på det bedste.

Det er 15 år siden, at OB senest har stået i en pokalfinale, og der er derfor meget på spil til kampen i morgen, som er afgørende for, om vi kommer til at stå i en pokalfinale den 26. maj. Der er høje forventninger fra fansene, og det er truppen godt klar over. Spørger man Jeppe, så er der ingen tvivl om, at spillerne udmærket godt ved, hvad det betyder for OB at stå i en pokalfinale. 

- Som fodboldspiller vil man gerne være en del af historien og hele klubben. OB har jo haft det lidt svært i nogle år nu, og det hører man jo lidt for, når man spiller i en klub som OB. Og det er jo også fair nok, for fansene har forventninger. Så det at kunne stå med mulighederne, det er også ekstremt stort for os, ligesom det selvfølgelig er for alle fansene. Der skal jo heller ikke være nogen tvivl om, at os spillere vi ved 100 procent lige så meget, hvad det betyder for OB at stå i en pokalfinale, som fansene gør.

Vil du være med på stadion, når vi skal forsøge at spille os i finalen af Sydbank Pokalen, så kan du her sikre dig billet til opgøret.