SIF OB pause

27.01.2022 14:42

22 spillere kom i aktion, og ni spillere fik en time, som det var planlagt, da vi torsdag spillede opstartens anden træningskamp mod Silkeborg IF, der desværre snuppede sejren på 2-0.

Træningskamp
Torsdag d. 27. februar kl. 13.00, JYSK Park
Silkeborg IF – OB 2-0 (1-0)
1-0 Anders Klynge (13.)
2-0 Søren Tengstedt (77.)

Kampens forløb:
Torsdag eftermiddag gæstede vi Silkeborg IF i opstartens anden træningskamp. I første træningskamp mod FC Fredericia var det planen, at vores spillere skulle have 45 minutter i benene, og i dag var det så planen, at de 11 startere kunne se frem mod 60 minutters spilletid.

Set med stribede briller startede det aldeles glimrende. Emmanuel Sabbi erobrede bolden højt oppe på banen fra hjemmeholdets Røjkjær. Han sendte den videre til Max Fenger, men vi måtte desværre nøjes med et hjørnespark efter 24 sekunder.

Herefter udviklede kampen sig lidt i den retning, som man inden kampen kunne forvente. Silkeborg IF med bolden, men uden for alvor at spille sig frem til de store, åbne chancer. Vi forsvarede os nemlig glimrende, og derfor var det ekstra ærgerligt, da vi efter 13 minutter kom bagud på en tilfældighed.

Den tidligere OB-spiller Anders Klynge sendte et indlæg ind i boksen, og den kraftige vind var til hans fordel, da bolden blev taget af vinden, så den sejlede over i det lange hjørne til 1-0 for hjemmeholdet.

Herefter fortsatte kampbilledet i den resterende del af halvlegen. Det var Silkeborg IF, der var det mest dominerende mandskab på bolden, men det var begrænset, hvad de formåede at skabe af chancer, mod et OB-hold der forsvarede sig godt.

I anden halvleg var det – præcis som i første halvleg – OB, der kom bedst i gang med kampen. Allerede efter syv minutter var det tæt på, at der blev bragt balance i regnskabet. Jeppe Tverskov sendte en dyb bold ned bag Silkeborgs forsvarskæde, og Emmanuel Sabbi løb fra de rødklædte spillede. Han pillede elegant bolden ned og trykkede af, men SIF-keeperen kom i vejen for afslutningen. Max Fenger fik fat i riposten, men igen kom Silkeborg-målmanden i vejen for udligningen.

Den dobbeltchance blev den første af mange OB-chancer på kort tid. Minuttet efter stangede Jeppe Tverskov bolden på overliggeren i forbindelse med et hjørnespark, og kort efter var det tæt på ved både Breum og Fenger.

Det nåede også at blive til lovende muligheder for både Sabbi og Breum i den særdeles gode OB-periode, inden Striberne i det 62. minut skiftede ni spillere ud; præcis som det var planlagt inden dagens kamp.

Lige efter udskiftningerne var det tæt på, at to af de nye spillere fik bragt balance i regnskabet. Efter en erobring nede i eget forsvar endte bolden for fødderne af Luca Kjerrumgaard, der drev bolden frem i fuld fart. Bashkim Kadrii kom med på midten af banen, og han lå perfekt inde på midten. Desværre manglede der præcision i afleveringen fra Kjerrumgaard, og så løb omstillingen ud i sandet.

Udskiftningerne ændrede en del på kampbilledet – og overtaget, som Striberne havde, blev noget mindre, da kampbilledet blev mere rodet efter de mange indskiftninger.

Derfor blev det mere til optræk og muligheder end store chancer i den sidste halve time af kampen. Selvom der ikke var store chancer, så fik vi yderligere én scoring, og det var desværre en ny til hjemmeholdet. Vi fik kun halvklaret et indlæg, og så endte bolden for fødderne af Søren Tengstedt, der lavede en fiks skudfinte, hvorefter han sparkede den i kassen til 2-0.

Dermed endte anden træningskamp i opstarten med et nederlag på 2-0 efter en kamp, hvor der var fornuftigt spil, vi slap for skader, og spillerne fik den spilletid, som det var planlagt, de skulle have, inden vi tog afsted mod Silkeborg.

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat (Sayouba Mandé, 46.) – Nicholas Mickelson (Marcus McCoy, 62.), Jeppe Tverskov (Alexander Juel, 62.), Robin Østrøm (Jonathan Khemdee, 62.), Jørgen Skjelvik (Mathias Brems, 46.) – Jens Jakob Thomasen (Tarik Ibrahimagic, 62.), Troels Kløve (Ayo Simon Okosun, 62.), Jakob Breum  (Tobias Augustinus-Jensen, 62.) – Emmanuel Sabbi (Elias Hansborg Sørensen, 62.), Max Fenger (Bashkim Kadrii, 62.), Sander Svendsen (Luca Kjerrumgaard, 62.)
Bænken: Sayouba Mandé, Alexander Juel Andersen, Bashkim Kadrii, Jonathan Khemdee, Mathias Brems, Ayo Simon Okosun, Tarik Ibrahimagic, Elias Hansborg Sørensen, Marcus McCoy, Nikolaj Juul-Sandberg, Tobias Augustinus-Jensen, Luca Kjerrumgaard, Tobias Lund Jensen

Næste kamp:
Fredag d. 4. februar kl. 15.00, OB – Vejle Boldklub, Belek (Tyrkiet)