OLe spion art

02.10.2020 13:29

I går læste du helt sikkert første del af vores interview med ”Spionen”, og nu er vi klar med anden del af interviewet, hvor Gudjohnsen, Grytebust og handler på Deadline Day er nogle af emnerne.

Første del af interviewet med Ole Nielsen sluttede med snakken om de godt 40 scouts, der er tilknyttet OB, og faktisk er det ikke mange dage siden, de blev sat i sving for at se nærmere på en spiller, der kort tid efter blev stribet.

- Da vi fik muligheden for at hente Sveinn Aron Gudjohnsen, sendte vi hurtigt fire kampe rundt til nogle af vores tilknyttede scouts for at få deres vurdering af ham, ligesom jeg selvfølgelig selv så nærmere på ham. På den måde havde vi hurtigt et dækkende billede af, hvad det var for en spiller, vi havde med at gøre.

- Når vi har et så stort netværk af folk, der scouter for os, giver det en langt større effektivitet, og jeg tror også på, at vi flere gange vil ramme indenfor skiven, når der er flere øjne på en opgave. Sveinn er ikke den eneste spiller, vi har gjort det ved; der er flere tilfælde, hvor vi har sendt en håndfuld kampe ud til en håndfuld scouts for at få deres holdning – og derved har vi haft en ordentlig bunke rapporter klar på 48 timer. Det gør, at vi står stærkere, når vi skal beslutte, hvorvidt vi skal gå videre med en spiller eller ej, fortæller ”Spionen”.

Betydningen af et transfervindue

Den 5. oktober smækker transfervinduet i, og dagene op til er altid ekstra interessante for fodboldfans. Der er både store forventninger og forhåbninger om en stor transfer til hjerteklubben, men for Ole Nielsen er der ikke nogen nævneværdig forskel på arbejdsopgaverne, når vinduet er åbent, i forhold til når det er smækket i.

- For mig har det ikke den store betydning, hvorvidt kalenderen viser januar, juni, august eller december. Den eneste store forskel er i min indbakke. I de sidste 14 dage inden transfervinduet lukker, kommer der altid en masse mails fra desperate agenter, der pludselig har travlt. Den næste måned hører jeg slet ikke fra de samme personer, og når vi så nærmer os næste transfervindue, begynder de lige så stille og roligt at vågne op igen.

- Selve processen omkring scouting er ens hele året rundt. Vi ved, hvad vi retter blikket mod, og vi tilstræber os altid at være på forkant med tingene. Så på vores liste har vi altid en masse spillere til de forskellige positioner, som vi selv har fået øje på, ligesom vi har forberedt os så grundigt, at vi ofte allerede har undersøgt de spillere, agenterne løbende tilbyder os, og dem vi ikke allerede har undersøgt, dem ser vi selvfølgelig nærmere på med det samme.

- Jeg er i sidste ende ligeglad med, om det er en agent, der tilbyder en spiller til os, eller om vi selv har fundet ham. Har vi undersøgt en spiller tilstrækkeligt, og vurderer vi derefter, at kvaliteten er god nok til os, så betyder det ikke det mindste, om det er mig, en scout i Bulgarien, eller en agent der har foreslået ham til os, siger ”Spionen”.

Transfers på Deadline Day

En anden helt speciel ting ved et transfervindue er den berømte ”Deadline Day”. Det er sidste dag i vinduet, og det er her, fansene krydser fingre for den sidste store handel. Ole Nielsen sagtens kan forstå, at fansene har store forventninger på denne dag, men alligevel er det ikke transfers på Deadline Day, han selv foretrækker at lave.

- Skal vi hente en spiller på sidste dag, så skal vi kende ham rigtig godt. Det er vigtigt for os, at vi ved, hvad vi får, og jeg plejer at sige, at hvis vi er i tvivl om en spiller, så skal vi ikke lave en kontrakt. Vi skal være 100 procent sikre, og det skal spilleren også.

- Når vi har besluttet os for, at det er dén spiller, vi vil have til klubben, så forsøger vi altid at få gennemført en transfer så hurtigt som muligt. Så man skal ikke forvente, at der kommer en masse handler fra vores side på den sidste dag af transfervinduet i fremtiden. Selvom transfervinduet kun er åbent i perioder af året, så forbereder vi os hele året, og i princippet kan vi jo forhandle med klubberne alle 365 dage på et år; det er bare kun i transfervinduet, spillerne kan skifte klub, fortæller chefscouten, inden han går i dybden med, hvordan Sten Grytebust blev OB-spiller.

Grytebust-handlen

- Jeg havde set en kamp med Sten Grytebust, en uge før jeg tilbage i maj 2015 blev ansat i OB. Vi vidste, at han havde udløb i december 2015, vi stod og manglede en målmand, og han havde gjort det godt for Aalesund i Norge. Derfor så vi nærmere på ham, og jeg aftalte med vores daværende sportsdirektør, Jesper Hansen, at jeg måtte kontakte Aalesund, som gav mig lov til at snakke med Sten og hans agent.

- Efterfølgende snakkede vores daværende cheftræner, Kent Nielsen, med Sten, og der var et fint grundlag for at gå videre med forhandlingerne. Aalesund krævede dog for mange penge i forhold til, hvad vi ville betale, og derfor måtte vi vente lidt.

- Sten var ikke interesseret i at lave en forhåndskontrakt med os, fordi han ville se, hvad der kunne komme af andre muligheder for ham.

- Vi holdt løbende kontakten til Stens lejr, og agenten kontaktede os så i februar måned, hvor han fortalte, at Sten fortsat var ledig, og at han gerne ville til OB. Så casen med Sten Grytebust startede i maj måned, men den blev først afsluttet i februar, siger Ole Nielsen.

Det gik hurtigt med Jebali og Leeuwin

Mens nogle handler tager lang tid fra den første kontakt til en underskrevet kontrakt, så er der også nogle handler, der går hurtigt.

- Tager man udgangspunkt i såvel Issam Jebali og Ramon Leeuwin, så gik der ikke mange dage fra den første kontakt, til de stod i Ådalen med en underskrevet kontrakt. Begge er spillere, som vi havde et tæt kendskab til, da jeg tidligere havde set dem spille mange gange. Det var mere et spørgsmål om, hvorvidt de stadig ”kunne løbe ligeud”, siger Ole Nielsen, inden han sætter nogle ord på, hvad succeskriteriet er for, at en transfer er en succes.

- Enhver transfer har sin egen historik og sit eget succeskriterie. Det har de, fordi spillere bliver hentet til klubben under forskellige forudsætninger. Nogle skal være med til at bære holdet fra første dag, mens andre starter som udviklingsspillere – hvorefter de forhåbentlig udvikler sig til at blive profiler hos os, fortæller ”Spionen”.

En stolt ”Spion”

Efter en håndfuld år som chefscout i klubben har Ole Nielsen selvsagt mange handler på samvittigheden, og der er flere af dem, han er særdeles stolt af.

- Det gør mig glad og stolt, hver gang en OB-spiller gør det godt, uanset om han er akademispiller eller førsteholdsspiller. Det er klart, at spillere, som vi har rekrutteret fra andre klubber, har jeg et tættere kendskab til på grund af scouting-processen, men i sidste ende handler det om, at vi i OB får skabt nogle gode resultater på og udenfor banen.

- Skal jeg alligevel fremhæve et par stykker, så er jeg rigtig stolt over, at vi fik Sten Grytebust til klubben. Når vi finder en spiller, som bliver årets spiller i klubben, og som fansene også synes er god, så bliver jeg selvfølgelig stolt.

- Seneste case, der gør mig stolt, er Robin Østrøm, der nu er en fast del af vores U19-mandskab. Jeg så ham i B93 som førsteårs U17-spiller, og vi har holdt øje med ham i to år, inden vi hentede ham. Nu er han OB’er, han har løftet sit spil, han har fået debut på vores førstehold, han er blevet dansk mester i U19-Ligaen, og nu er han lige blevet udtaget til U19-landsholdet. Det, synes jeg, er fedt, og det gør mig stolt.

- Samtidig vidner det om, at vi også gør noget rigtigt. Selvom mine vurderinger ikke altid er de samme som vores fans, og selvom vi ikke har den samme vurdering i alle situationer, så kan jeg sagtens forstå dem i rigtig mange tilfælde, slutter Ole ”Spion” Nielsen.