_9020094

22.05.2020 13:32

En overraskende indskiftning af assistenttræner, Henrik Hansen, blev afgørende, da han i kampens sidste minutter sikrede et stærkt comeback.

Træningskamp
Fredag d. 22. maj, kl. 13.00, Telia Parken
FCK – OB 2-2 (2-0)
1-0 Mohamed Daramy (3.)
2-0 Pep Biel (39.)
2-1 Moses Opondo (49.)
2-2 Henrik Hansen (86.)

Fredag eftermiddag var fodbolden endelig tilbage, og drengene skulle i kamp. Den stod på træningskamp på Østerbro, hvor FCK var modstanderen. Kampen er et af de sidste aktiviteter på den igangværende træningslejr for vores førstehold, der siden tirsdag har været indlogeret på Hotel Odense.

Desværre startede kampen på den værst tænkelige måned, da københavnerne bragte sig foran. Bryan Oviedo forsøgte at spille bolden bagom vores bagkæde. Jens Jakob Thomasen fik foden på, men uheldigvis gjorde det bare, at bolden kom om i luften, så hverken Kasper Larsen eller Alexander Juel Andersen kunne opsnappe bolden. I stedet havnede den for fødderne af Mohamed Daramy, der selvom Oliver Christensen var i kontakt med afslutningen, sparkede hjemmeholdet foran med 1-0.

Kort efter blev ondt værre, da Alexander Juel Andersen blev skadet, og ikke mange minutter senere var det også tæt på at blive 2-0 til københavnerne. En miskommunikation mellem Marco Lund og Jacob Barrett gjorde, at Michael Santos kom alene igennem. Han manglede heldigvis skarphed i afslutningen, så det i stedet for en scoring endte med et stribet målspark.

Efter ti dårlige minutter vågnede vi op, og vi kom langt bedre med i kampen. Først bed vi fra os efter et hjørnespark, som Jens Jakob Thomasen sendte over i det bageste område, og kort efter var det kun en tvivlsom offside-kendelse, der gjorde, at Sander Svendsen ikke kom alene igennem med Sten Grytebust.

25 minutter inde i kampen var det igen lige ved og næsten. Troels Kløve kom igennem på højrekanten, men i samme øjeblik som han skulle til at afslutte, kom Victor Nelsson glidende fra siden og blokerede forsøget.

Vi sad på begivenhederne, og FCK var sjældne gæster omkring vores straffesparksfelt. Efter en halv times tid havnede bolden for fødderne af Mohamed Daramy, men vi fik afværget det, inden det for alvor blev farligt.

Det lugtede mere og mere af en reducering, men alligevel var det ud af det blå FCK, der igen fik nettet til at blafre. Pep Biel fik bolden på højrekanten, drev den på tværs af feltet og trykkede af. I første omgang fik vi blokeret afslutningen, men riposten endte for fødderne af den spanske kantspiller, som sparkede den i kassen.

I pausen ville en eventuel fjerdedommer være kommet på overarbejde. FCK skiftede 11 mand, mens vi skiftede tre. Jeppe Tverskov, Daniel Obbekjær og Aron Elis Thrandarson kom på banen til fordel Marco Lund, Kasper Larsen og Sander Svendsen, og om det var udskiftningerne, der gav pote, er ikke til at sige, men efter fem minutters spil havde vi bragt spændingen tilbage i kampen.

En direkte aflevering efter Issam Jebali bragte tvivlen frem hos Papagiannopoulos, der ikke fik clearet bolden ordentligt. I stedet havnede den for fødderne af Moses Opondo, som flot sparkede bolden i kassen og reducerede til 1-2.

Fem minutter efter var vi sågar tæt på at bringe balance i regnskabet. JJ med et nyt, godt hjørnespark endte i panden på Oliver Lund, men en FCK-spiller fik lige nøjagtigt rettet bolden af, så det kun kastede et nyt hjørnespark – og ikke en udligning af sig.

Efter en god times spil skulle vi til gengæld have bragt balance i regnskabet. En omstilling til Jebali og Mads Frøkjær-Jensen burde have givet en scoring, men vi fik ikke nok ud af den, og det endte med en afslutning fra Frøkjær i sidenettet.

Kort efter tog vi for os i tag-selv-baren for udskiftninger. Syv styk blev foretaget, og det bragte naturligvis lidt rod ind i kampen. Senere foretog vi den trettende udskiftning, da assistenttræner Henrik Hansen kom på banen i stedet for Moses Opondo. Det gjorde, at der ikke var så meget rytme, og det var også småt med chancer. Derfor skulle vi frem til fem minutter før tid, inden der igen var fare på færde.

På besynderlig vis var det netop indskiftede Henrik Hansen, der kom frem til en chance – og på meget elegant vis kom han efter en nærkamp fri til en mulighed på kanten af straffesparksfeltet. Herfra lobbede han den elegant over FCK-keeperen i en høj bue og ind i nettet til 2-2. Kampens detalje; og kampens sidste scoring.

Dermed ender det 2-2 i en træningskamp, hvor vi leverede en rigtig stærk præstation på udebane mod FCK.

Dagens startopstilling:
Oliver Christensen (Sayouba Mandé, 63.) – Alexander Juel Andersen (Oliver Lund, 8. (Robin Østrøm, 63.)), Kasper Larsen (Jeppe Tverskov, 46.), Marco Lund (Daniel Obbekjær, 46.), Jacob Barrett Laursen (Ryan Johnson Laursen, 63.) – Troels Kløve (Tarik Ibrahimagic 63.), Janus Drachmann (Moses Opondo, 32. (Henrik Hansen, 84.)), Jens Jakob Thomasen (Jakob Breum, 63.), Mads Frøkjær-Jensen (Max Fenger, 63.) – Issam Jebali (Mikkel Hyllegaard, 63.) – Sander Svendsen (Aron Elis Thrandarson, 46.)