DSC07839

03.11.2020 13:24

I begyndelsen af 2020 gik Converzion og OB sammen om at skabe et innovativt samarbejde, der dyrker iværksættermiljøet på Fyn. Samarbejdet har nu fået national anerkendelse, da det er nomineret til SPOT:ON Activation Award 2020.

STARTOB er et innovativt samarbejde mellem OB og Converzion, der hjælper til at udvikle og dyrke de fynske startups. Initiativet skal bringe ny viden og inspiration for start-ups og eksisterende virksomheder gennem samarbejde, investeringer og involvering i bestyrelsesarbejde eller advisory boards.

- Vores innovative samarbejde, STARTOB, har været med til at bygge bro mellem det etablerede netværk omkring Odense Boldklub og startup-miljøet, som Torben Frigaard, Johnny Killerup og Kasper Laursen blandt andre faciliterer. Det er et strategisk samarbejde, der har været med til at udfordre de normale partnerskaber i fodboldverden, og derfor er vi meget stolte over nomineringen, siger Anders Skjoldemose, Account Manager hos Odense Boldklub.

Start-ups har stor gavn af at inddrage andre virksomheder og eksperter i deres udvikling, mens succesfulde erhvervsfolk ofte har viden, kontakter, netværk og løsninger, som kan bruges.

- I Odense Boldklub er vi glad for at kunne give noget tilbage til byen og øen, der siden 1887 har støttet klubben, og dette er en ny måde for os at engagere os i lokalmiljøet. Vi håber derfor, at STARTOB kan være med til at skabe vækst og øget forretning for det fynske erhvervsliv, siger Anders Skjoldemose.

Målet med sponsoratet er ikke blot en kortsigtet return on investment, men derimod en ambitiøs plan for øens udvikling, som klubben og en række iværksættere skal være med til at løse.

Torsdag den 19. november bliver spændingen udløst, når vinderen af SPOT:ON Activation Award 2019 kåres.