P7142474

19.09.2019 11:41

På fredag står der provinsklassiker på tavlen, hvor Striberne tager imod AGF på Nature Energy Park, og vi har samlet lidt statistik til dig inden opgøret, hvor vi skal få de hviie til at gå i sort.

Når kampen på fredag fløjtes i gang, har Jakob Michelsen trænerjubilæum. Det er hans kamp nr. 100 i spidsen for en superligaklub. Vores cheftræner har et særdeles flot pointgennemsnit i sine 99 kampe med 1,61 point pr. kamp, og det er bedre end AGF-træner David Nielsens på 1,48.

Hvis man kigger i historiebøgerne, så har vi et overtag af sejre mod aarhusianerne. Vi har spillet 75 gange mod de hvidblusede, og her har vi vundet 32 gange, mens de har vundet 23 gange. 20 opgør er endt uden vinder.

I de sidste fire kampe mod AGF har Striberne været særdeles gode til at få netmaskerne til at blafre. Vi har scoret to mål i hver af de seneste fire opgør mod holdet fra Aarhus, hvor Bashkim Kadrii og Troels Kløve scorede i den seneste kamp på Ceres Park, hvor vi vandt 2-1.

Den stribede defensiv har vist særdeles flotte takter på det sidste. I de seneste seks kampe har vi kun lukket to mål ind, hvilket gør, at vi er blandt de hold i 3F Superligaen, der har indkasseret færrest mål.

I den anden ende af banen har Bashkim Kadrii været en særdeles farlig herre. Vores nr. 9 har været involveret i fem ud af de seneste seks mål, vi har scoret, og tidligere på ugen var han i hopla mod Silkeborg IF med to mål og en assist i 3-0 sejren.

Efter de første ni runder af 3F Superligaen er Striberne det hold, der har afsluttet mest på mål af alle i 3F Superligaen. Vi har haft 139 afslutninger på mål, hvis man også tæller blokerede skud, og det er 18 mere, end hvad aarhusianerne har præsteret.

Vi bliver rigtig mange til kampen mod AGF. 10.000 har allerede sikret sig en billet, så kom derfor i god tid og ta’ gerne cyklen. Du kan stadigvæk nå at sikre dig billet til opgøret, og hvis du køber billet 24 timer inden kampstart, kan du spare 40 kr.