Falk for FCK

12.07.2019 10:15

Otte af de ni seneste kampe i Odense er endt med 1-0 eller 0-1. Det er en af flere spændende facts, du her kan læse, inden vi søndag får besøg af FCK.

Søndag står i fodboldens tegn, når vi hjemme på Nature Energy Park åbner den nye 3F Superligasæson med et opgør mod de regerende mestre fra FCK. Derfor har vi set lidt på statistikkerne, inden vi før besøg søndag klokken 16:00.

Når FCK er på besøg i Odense, har det for vane at være nogle særdeles målfattige kampe. Således er otte af de ni seneste indbyrdes kampe endt med sejre på 1-0 til et af holdene. Fem af den til FCK og tre af dem til os.

OB og Nature Energy Park er en god kombination. I sidste sæson blev det således til ni sejre på eget græs for Michelsens tropper. Det var det tredjehøjeste antal af sejre til et hjemmebanehold i den forgangne sæson, hvor kun FCK og FCM præsterede bedre.

Efter FCK i sidste sæson blev mestre, fjernede de fuldstændig foden fra speederen, og de tabte de sidste tre kampe i turneringen. Herefter har de i denne opstart heller ikke imponeret, da de har tabt tre kampe, mens det blev til 0-0 mod Fremad Amager. Det er dog typisk for FCK i Ståle Solbakken tiden, at de i sommeropstarten ikke vinder mange kampe. Således har de under Ståle Solbakken blot vundet fire ud af 19 sommertræningskampe.

Selvom Oliver Lund sædvanligvis gør sig gældende i forsvaret, så var han i slutningen af sidste sæson afgørende i den anden ende af banen. I de sidste fire kampe var han direkte involveret i tre scoringer. To af dem satte han selv i nettet, mens der også blev lagt op til en enkelt.

FCK har et par tidligere OB’ere i form af Rasmus Falk og Sten Grytebust. Sten Grytebust er netop skiftet til FCK, og selvom han har vundet ”Det Gyldne Bur” to år i træk, så er der håb for, at vi kan passere ham. Nature Energy Park er nemlig det stadion, som Sten Grytebust har lukket flest mål ind på i Danmark… 😉

Kampen mellem OB og FCK fløjtes i gang søndag klokken 16.00. Hvis du køber din billet inden lørdag klokken 16.00, så sparer du 40 kroner på den. Du kan købe din billet her.