_DSC9598 copy

21.11.2022 09:46

I løbet af den sidste uge har flere striber været i kamp for deres landshold, og her er det blevet til både debuter og mål.

Denne vinter har vi haft flere striber afsted med landsholdene end de sidste mange, mange år, og i morgen indtræder flere OB’ere også til VM. Joel King og Issam Jebali er nemlig begge med til VM, som blev skudt i gang i går, og derfor starter deres landsholdsrejse først nu, mens de 12 andre OB’ere allerede kan se tilbage på deres kampe for de respektive landshold.

Derfor har vi samlet et overblik over de kampe, hvor der har været fynsk energi involveret:

Kaptajn Thrándarson vandt Baltic Cup med Island
Aron Elís Thrándarson var den første stribe, som kom i aktion. Han og Island skulle spille Baltic Cup, hvor de i første kamp mødte Litauen. Her startede vores stærke islænding på bænken, men blev skiftet ind i slutningen af anden halvleg, og da kampen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence, var det Aron, som scorede på det sjette og afgørende skud, og dermed sikrede han Island en plads i finalen.

I finalen mod Letland startede Aron inde; og endda med anførerbindet på armen. Island bragte sig foran efter en times spil, men føringen holdt ikke længe, før letterne udlignede, og derfor måtte de igen afgøre kampen fra 11-meterpletten. Her var Island igen stærkest og vandt turneringen.

Minteh fik sin landsholdsdebut
I går spillede Gambia deres eneste kamp her i landsholdspausen mod Guinea-Bissau, og her var der en ung stribe med i truppen, da Yankuba Minteh for første gang var udtaget til A-landsholdet.

Og det blev også til debut – efter en times spil blev Minteh skiftet ind, og han spillede resten af kampen, som endte 0-0.

Stribede U21-scoringer for Sverige og Danmark
Danmarks U20 skulle torsdag møde Sveriges U21, og her var der lagt op til duel blandt holdkammerater. For Danmark startede Aske Adelgaard og Gustav Grubbe nemlig inde på hver sin back, mens Armin Gigović var anfører for Sverige. Kampen bød på fire mål, som blev fordelt ligeligt mellem to mandskaber, og derfor måtte de alle se sig tilfredse med uafgjort.

Det var dog ikke den eneste kamp, hvor de to hold skulle i aktion. Danmark spillede i går mod Ungarn, hvor begge striber dog startede ude. Aske Adelgaard blev skiftet ind i anden halvleg, og ligesom kampen forinden var hans debutkamp for de danske ungdomslandshold, så blev det her kampen, han scorede sit første landsholdsmål. Kampen endte 3-0 til Danmark, hvor det sidste mål kom fra Adelgaards fod.

Også Armin Gigović havde foden skruet rigtig på i deres kamp mod Azerbaijan. Efter en times spil blev han skiftet ind, og ti minutter efter kunne han score fra straffesparkspletten. Kampen endte 8-1 til svenskerne.

Der er stadig mulighed for flere stribet aktioner
Elias Hansborg-Sørensen og Marcus McCoy er begge med Danmarks U18-landshold, og her fik de begge spilletid i den første kamp mod Irland, hvor Elias sågar også stod for et af målene. Drengene spiller igen kl. 12.30 mod Japan, så der er stadig mulighed for flere stribede præstationer.

Magnus Nielsen, Charly Nouck og Tobias Augustinus-Jensen er alle med Danmarks U19-landshold, og her blev Charly skiftet ind i 3-2 sejren over Tjekkiet. Senere i dag spiller de igen mod Tjekkiet, så her er der også stadig mulighed for stribede aftryk.