IMG_9677

24.02.2020 16:43

Randers FC vandt dagens kamp i Reserveligaen, da de var på besøg i Ådalen.

Reserveligaen
Mandag d. 24. februar, kl. 14.30, Bane 2, Ådalen
OB-Randers FC 1-4 (1-2)
0-1 Kasper Høgh (13.)
0-2 Alhadji Kamara (16.)
1-2 Max Fenger (21.)
1-3 Kasper Høgh (53.)
1-4 Mathias Greve (67.)

Advarsler
Randers FC: Vito Hammershøy-Mistrati (56.)

Kampens forløb:
Efter gårsdagens nullert i 3F Superligaen i Randers, var kronjyderne draget til Odense, hvor der i dag var opgør i Reserveligaen.

Allerede efter små to minutter var Sander Svendsen igennem i venstre side, og fra en spids vinkel fik han afsluttet, men bolden ramte nærmeste stolpe. Få minutter senere lagde Jørgen Skjelvik en sukkerbold til Mikkel Hyllegaard, men Randers fik afværget til hjørne, før angriberen fik trykket af.

Både Max Fenger og Svendsen truede hele tiden i dybden, og Kingsley Madu var god til at komme med frem og havde også et godt skud, som Jonas Dakir i Randers-målet havde svært ved at holde. Derfor var det også lidt misvisende, at Kasper Høgh efter 13 minutter på en omstilling fik plaffet bolden ind til Randers-føring.

Kort efter blev Hyllegaard sparket ned, og Oliver Lund skød på kassen, men der blev reddet til hjørne. Bedst som man troede, at vi skulle svare tilbage, kom Randers på 2-0. Alhadji Kamara løb igennem i højre side og sendte kuglen ind. Heldigvis fik vi reduceret kort efter. Et Hyllegaard-forsøg blev reddet til hjørne, og her steg Max Fenger flot til vejrs og pandede bolden i nettet. Glimrende mål.

Jonathan Harboe havde et flot hug, som Dakir fik reddet, mens Mathias Greve havde en pæn stor chance i den anden ende, men han gjorde ikke det slemme ved sit gamle hold. Madu havde et godt vip til Fenger, men vores målscorer fik ikke et ordentligt træf på bolden.

Anden halvleg startede meget lige uden de store chancer til nogen af holdene, men det var desværre Randers, der kunne juble først. Efter et hjørnespark små ti minutter inde i omgangen headede Kasper Høgh bolden ind.  Tobias Klysner og Oliver Bundgaard havde et par forsøg, men Sayouba Mandé var en stærk sidste skanse.

Med små 25 minutter igen fik Greve så scoret for Randers, og dermed var kampen desværre lukket. Vi kæmpede dog videre for en reducering, netop indskiftede Rasmus Nissen og Jonathan Harboe havde gode skud fra distancen. Senere havde Madu et fremragende forsøg, mens også Nissen plaffede mod kassen.

Desværre blev det ikke til de ellers fortjente mål, og derfor endte det med et nederlag på 1-4 i dag.

Træner Henrik Hansen sagde efter kampen:
- Det var en rigtig brugbar reserveholdskamp mellem to godt matchede hold. Vores første halvleg var ganske fornuftig, hvor vi skaber flere gode chancer, men vi må erkende, at Randers var bedre til at omsætte deres muligheder, end vi var. Det var en kamp, hvor begge hold bød sig til, og det kan da klinge lidt hult, når man taber 1-4, men jeg synes faktisk, at spillerne leverede fornuftigt på flere parametre i dag. Desværre blev vores fejl straffet benhårdt, men vi laver også fejl i dag, som vi ganske enkelt skal undgå.

- Chancefordelingen var meget lige, og vi har blandt andet to på stolperne. Men vi får ikke omsat dem, og det er jo et spørgsmål om kynisme og kvalitet, når man får muligheden, og der var de bedre end os. 

Der var en del unge i spil igen i denne kamp, og jeg synes, at de ydede en god indsats med den rette attitude. 

OB:
Sayouba Mandé – Teitur Magnusson (Jonas Skytte, 69.), Marco Lund (Mathias Brems, 88.) Jørgen Skjelvik – Oliver Lund, Jonathan Harboe (Lasse Skøtt, 73.), Moses Opondo (Valdemar Ibsen, 33.), Kingsley Madu – Sander Svendsen (Rasmus Nissen, 66.), Mikkel Hyllegaard (Anton Stage, 73.), Max Fenger (Simon Skøtt, 78.)

Bænken:
Philip Gejl, Jonas Skytte, Lasse Skøtt, Rasmus Nissen, Valdemar Ibsen, Mathias Brems, Anton Stage, Simon Skøtt