IMG_2605

09.10.2019 11:22

Dagens træningskamp mod HB Køge gav en sikker sejr på 4-1.

Træningskamp
Onsdag d. 9. oktober kl. 10.30, Røde Stjerne
OB-HB Køge 4-1 (1-0)
1-0 Sander Svendsen (Str. 33.)
1-1 Liam Jordan (60.)
2-1 Anders K. Jacobsen (68.)
3-1 Mikkel Hyllegaard (77.)
4-1 Mads Frøkjær (90.)

Kampens forløb:
Efter søndagens fine sejr over AC Horsens i 3F Superligaen var Striberne atter i kamp, da HB Køge var kørt en tur over Storebælt for at møde os på Røde Stjernes baner til en træningskamp.

Vi sad på spillet fra kampens start, og det gav flere gode chancer. Både Nana Boateng, Julius Eskesen og Anders K. Jacobsen havde fine forsøg, inden Kingsley Madu headede på overliggeren efter et hjørnespark.

Efter 33 minutter stak Eskesen flot AK i dybden, og han blev revet omkuld i feltet. På det efterfølgende straffespark var Sander Svendsen sikker, da han satte kuglen til ventre for Casper Hauervig.

Vores dominans fortsatte i resten af halvlegen, hvor Svendsen havde et godt hug, inden HB Køge lige inden pausen havde et skud på oversiden af overliggeren på et direkte frispark fra Liam Jordan.

I anden halvleg var vi igen i teten, og AK havde en fin chance efter en aflevering fra Svendsen, men bolden sad i sidenettet. HB Køge fik lidt mere spil, og det lykkedes dem at udligne efter et udmærket angreb, hvor Liam Jordan fik sidste fod på bolden efter en times spil.

Vi skulle dog ikke bruge lang tid på at slå igen. Jonathan Harboe sendte en fremragende bold i dybden til AK, som fint vippede bolden i mål til 2-1 efter 68 minutter.

Herefter var der chance på chance til Striberne, hvor især indskiftede Max Fenger var tæt på at score. 3-1 målet kom dog fra en anden indskifter efter 77 minutter. Bare et minut efter at han var kommet på banen, sendte Mikkel Hyllegaard bolden i kassen fra venstre side.

HB Køge fik herefter et par chancer, men så lukkede vi kampen effektivt. Fenger fandt Mads Frøkjær, og han bankede bolden i nettaget og scorede for anden kamp i træk. Dermed sluttede kampen med en sikker sejr på 4-1 til Striberne.

OB´s holdopstilling
Hans Christian Bernat - Jonas Skytte (Jonathan Harboe, 54.), Jeppe Tverskov (Ramon Leeuwin, 46.), Marco Lund, Kingsley Madu (Lasse Skøtt, 76.) - Mathias Greve (Anders Klynge, 82.), Nana Boateng, Jens Jakob Thomasen (Mads Frøkjær, 46.), Julius Eskesen (Jonathan Khemdee, 82.) - Sander Svendsen (Max Fenger, 66.), Anders K. Jacobsen (Mikkel Hyllegaard, 76.)

Bænken: Philip Gejl, Ramon Leeuwin, Jonathan Harboe, Mads Frøkjær, Anders Klynge, Max Fenger, Jonathan Khemdee, Lasse Skøtt, Mikkel Hyllegaard

Næste kamp er ude mod AaB i 3F Superligaen, som spilles d. 18. oktober kl. 19.