22.11.2019 14:06

Mandag den 25. november kl. 19.00 møder vi 3F Superligaens førerhold fra FC Midtjylland, og vi har brug for din støtte, hvis vi skal sejre.

OB spiller sidste kamp i den kommende superligarunde, og der venter en af de helt store kampe på Nature Energy Park.

3F Superligaens suveræne førerhold fra FC Midtjylland kommer nemlig på besøg til en aftenkamp kl. 19.00, og det har været nogle gevaldige kampe, vi har haft mod Ulvene på det seneste. 3-1 i Odense og 1-0 i Herning har sejrene lydt på, men det er et hold i absolut topform, der kommer forbi, så tag det stribede halstørklæde med og luft det, når drengene løber på banen.

Udover kampen er der masser af underholdning til dig og dine venner. Der afholdes Rookie League-slutspil i FIFA20 i Micro Matic Lounge fra kl. 12.30, hvor en af vores dygtige fans kan kvalificere sig til finalen i Rookie League i Horsens, hvor også vores dygtige eSports-hold har mulighed for at ramme eSuperliga Finals d. 7. december.

Er du en hund efter vafler, så rykker Vorfor Vafler i Albani Fanzonen, hvor du kan få varmen med en friskbagt en af slagsen. Og når nu julen nærmer sig, er der også julemedister i boderne sammen med vores lækre grillede pølser og iskolde øl og vand. Du får naturligvis også besøg af spillere efter kampen, som skriver autografer, og du kan tage selfies med dem.

Som sædvanligt er der gang i Faxe Kondi Familiezonen, hvor maskotten Victor kommer forbi. Du får ansigtsmaling, bold i panna-banen og så kan du afprøve, hvor hårdt du sparker til en bold med vores hastighedsmåler.

Der er gratis kaffe til vores Premium-sæsonkortholdere, og der deles 5.000 OB-aviser ud efter kampen med masser af godt og stribet læsestof.

Desuden vil vi gerne hjælpe Odense Kommune med at finde plejefamilier, og du kan finde en stand bagved Richard Møller Nielsen Tribunen, hvor du kan se, hvordan du kan hjælpe anbragte børn i Odense Kommune.

Og så vil bare slutte med endnu engang at bede jer om at tage halstørklædet med, så vi sammen kan juble og heppe os til tre lune point.

Du sikrer dig adgang til OB – FC Midtjylland via dette link.