IMG_7632

15.02.2021 15:32

Mandag eftermiddag, mens sneen faldt, blev der spillet ung mod gammel i Ådalen, hvor Akademiet mødte førsteholdet på bane 3 i Ådalen.

”Kom så lige det sidste!” råber Bo Nielsen, Akademiets fysiske træner, der pisker sine drenge klar til at møde de store drenge fra førsteholdet i en intern træningskamp. ”Supermatch Day” bliver det kaldt, og da kampen bliver fløjtet i gang, er det med Akademiets hold i boldbesiddelse. 

Mens sneen lystigt faldt over Bane 3 i Ådalen, lå Tonny Hermansens dirigerende dessiner tungt i luften. Den tekniske chef på Akademiet var også naturligt glad, da Rasmus Nissen efter cirka otte minutter drejer udenom Sayouba Mandé, der var ude for at hente en lang bold i dybden, hvorefter han lasker bolden let i mål. Hermansen snakker lige så lykkeligt om Supermatch Day-konceptet:

- For de unge drenge er det jo en god chance for at møde nogle fodboldspillere, der er bedre end dem, og som spiller på det højeste niveau i Danmark. De unge mærker det niveau, de kæmper for at nå op på. Det vigtigste er, at alle trænerne får at se, hvad der render rundt på Akademiet. Samtidig er der godt med tænding på disse kampe, fordi de unge gerne vil vise, at de er gode nok, og de ældre vil helst ikke tabe til de unge, siger Hermansen med et glimt i øjet.

Der var mange U19-drenge i spil. De skal spille UEFA Youth League mod FC Basel om lidt over en uge, hvorfor det er vigtigt for mandskabet at få nogle træningskampe i de raske ben. Samtidig er det også en mulighed for spillere, der mangler kampform. Bashkim Kadrii var en af dem, der var på banen for førsteholdet.

Sammen med ham, var det Sander Svendsen, Aron Thrándarson, Sveinn Gudjohnsen, Emmanuel Sabbi, Jens Jakob Thomasen og Sayouba Mandé, der var med på det ”gamle” hold. Fra førsteholdstruppen var Hans Christian Bernat, Christian Vestergaard og Tarik Ibrahimagic med for det unge hold.  

”Du kan sagtens presse længere op i banen der” lød det fra Bashkim Kadrii til Vestergaard, efter OB-angriberen tog en masse meter på venstrekanten, hvorefter han slog en bold indover, der blev clearet ud til hjørnespark.

Bashkim fik 40 minutter i dagens træningskamp, som var 2x30 minutter. Udover Kadrii fik også Jens Jakob Thomasen minutter i benene. Thomasen sendte flere gange Aron Thrándarson og Sveinn Gudjohnsen i dybden, men de to islændinge var uden held i dagens kamp.

Hans Christian Bernat stod godt. Specielt da Aron Thrándarson mesterligt tog bolden ned i feltet og afsluttede fra klos hold. Den unge Bernat holdt stand og reddede bolden i flere omgange.

De 2x30 minutter forløb glat, og der var godt med tænding og intensitet i spillet, hvor mange af de unge fik lov at spille, mens de gamle kombinerede sig igennem forsvaret et par gange, men ikke fik succes med deres angreb.

Rasmus Nissens mål i starten af kampen blev opgørets enlige scoring, og Supermatch Day’en blev vundet 1-0 af det yngste hold.