Annonce
Annonce
Suveræn sæsonstart for Striberne
3F Superliga

Suveræn sæsonstart for Striberne

16 jul 2021
Annonce
Fredag d. 16. juli, 2021
FC Midtjylland FC Midtjylland FCM
1 - 2
OB OB OB

Andreas Alms tropper fik den bedst tænkelige start på sæsonen, da det blev til en sejr på 2-1 på udebane mod FC Midtjylland efter en overtidsscoring fra Jørgen Skjelvik.

Annonce

3F Superliga, 1. runde
Fredag d. 16. juli kl. 19.00, MCH Arena
FCM – OB 1-2 (0-1)
0-1 Bashkim Kadrii (15.)
1-1 Pione Sisto (59.)
1-2 Jørgen Skjelvik (90.)

Gule kort:
OB: Alexander Juel (51.), Emmanuel Sabbi (54.), Kasper Larsen (61.)

Kampens forløb:
Det meste af Fodbolddanmark havde med længsel set frem til, at der endelig var superligabold igen, og vi havde sammen med FC Midtjylland fået æren af at sparke sæsonen i gang.

Kampen startede med høj intensitet og masser af dueller, men det var os, der først truede fjendens mål, da Emmanuel Sabbi kom igennem i højre side og med venstrebenet sparkede mod mål. Jonas Lössl reddede dog skuddet.

Få sekunder efter var det Bashkim Kadrii, der truede hjemmeholdets mål, da han blev spillet i dybden i venstre, men hans afslutning gik desværre forbi.

Det tydede dog på, at selvsamme Bashkim Kadrii hurtigt fik indstillet sigtekornet, for kort tid efter løftede han bolden frem til sig selv i feltet, og flugtede flot bolden i mål via den fjerneste stolpe.

Kort efter var Issam Jebali tæt på at udbygge føringen, da han opsnapper bolden ved feltkanten og forsøger at lobbe den over målmanden, men desværre går bolden også over målet.

Vi fortsætter første halvleg med at holde midtjyderne fra fadet frem til halvlegens tillægstid, hvor Pione Sisto header bolden mod mål, men Oliver Christensen redder forsøget, så spillerne kunne gå til pause ved stillingen 0-1.

Vi havde nær fået den bedst tænkelige start på anden halvleg, da vi på en omstilling kommer afsted med Issam Jebali, Bashkim Kadrii og Emmanuel Sabbi. Til slut endte bolden ved Sabbi, der prikkede den frem til Bashkim Kadrii, som afsluttede mod mål, men Jonas Lössl reddede flot med en fodparade.

Senere i halvlegen havde hjemmeholdet heldet med sig i situationen, da bolden blev tacklet hen til Pione Sisto, som tog et par træk ind i banen fra venstre, inden han lagde bolden i det fjerneste hjørne uden chance for Oliver Christensen i målet.

Som tiden gik, var der ingen af holdene, der skjulte, at de gik efter alle tre point, og spillet fortsatte med at bølge frem og tilbage. Det gjorde, at der var åbninger i begge ender af banen, og som tiden skred fremad, blev chancerne større og større – særligt de stribede af slagsen.

Med to minutter tilbage af opgøret var Bashkim Kadrii således først tæt på at sparke bolden i kassen, og minuttet efter var det så Mads Frøkjær, der testede Jonas Lössl i FCM-målet. Frøkjærs afslutning var lige ved at give en ripost til Mart Lieder, men desværre manglede der lige det sidste, for at bolden havnede for fødderne af vores hollandske angriber.

Minuttet efter lå bolden så igen for fødderne af Mart Lieder. En stærk bold i dybden til Lieder og efterfølgende en helt fri chance med FCM-keeperen, men afslutningen sad desværre lige på målmanden. OB fortsatte ufortrødent, og få sekunder senere var Mads Frøkjær igen på spil. Afslutningen efter det lange hjørne tog Jonas Lössl sig dog af, og så endte det med et stribet hjørnespark.

Jørgen Skjelvik gik ud mod hjørnet for at sparke den, og om det var bevidst eller ej er ikke så afgørende for os. Vores norske venstreback sparkede i hvert fald bolden i hoftehøjde, og ved den nærmeste stolpe snød den alle og enhver og gik direkte i kassen til en fynsk føring på 2-1.

Hjemmeholdet forsøgte i slutfasen at sætte os under pres, men det lykkedes ikke for dem, og så kunne Andreas Alms tropper efter hele syv minutters tillægstid strække armene i vejret og glæde sig over en flot sejr i 3F Superligaens første runde.

OB:
Oliver Christensen – Robin Østrøm, Kasper Larsen, Alexander Juel, Jørgen Skjelvik – Jens Jakob Thomasen, Aron Elís Thrandárson (Ayo Simon Okosun, 73.), Issam Jebali (Mart Lieder, 67.) – Emmanuel Sabbi (troles Kløve, 73.), Bashkim Kadrii (Moses Opondo, 90.), Max Fenger (Mads Frøkjær, 67.)

FCM:
Jonas Lössl – Henrik Dalsgaard, Daniel Høegh, Erik Sviatchenko, Paulinho (Nikolas Dyhr, 90.) – Raphael Onyedika, Nicolas Madsen (Gustav Isaksen, 58.), Evander (Rasmus Nicolaisen, 90.), Anders Dreyer (Victor Trop, 81.), Pione Sisto – Junior Brumado (Mikael Anderson, 81.)

Næste kamp:
Søndag d. 25. juli kl. 14.00, Randers FC – OB, Cepheus Park

Annonce