IMG_1345

15.10.2019 13:43

På fredag spiller Striberne den første kamp i 3F Superligaens 13. runde. Her møder vi AaB, og hvis du tager med fanbussen til Nordjylland, kan du støtte drengene, når de skal jagte den tredje sejr i træk.

Landsholdsperioden er snart et overstået kapitel, og på fredag ruller bolden atter i Danmarks bedste fodboldrække. Lige nu er vi placeret på fjerdepladsen i 3F Superligaen efter de flotte sejre over FC Midtjylland og AC Horsens, og vi kan avancere yderligere i tabellen, hvis vi også vinder i Aalborg. Derfor har drengene brug for din støtte i Nordjylland, når vi møder bolchestriberne på fredag kl. 19, så vi kan tage den tredje sejr i træk.

I anledningen af opgøret på Aalborg Portland Park har den officielle fanklub, De Stribede, arrangeret en bustur, og den kan du komme med på. Der er afgang kl. 15 fra klubhuset ved hovedindgangen på Nature Energy Park. Priserne er 150 kr. for unge til og med 16 år, 200 kr. for medlemmer af De Stribede og 250 kr. for ikke-medlemmer. Tilmelding skal gives til Jesper Bendtsen på 28 56 15 69, og der er frist d. 16. oktober kl. 12.

Vi håber på at se mange stribede fans i Aalborg, så drengene kan få den støtte, de fortjener.