Statistik mod SJE

05.03.2020 10:51

Sander Svendsen har været lidt af en talisman for os i denne sæson. Han har i syv kampe scoret ni mål, og når Svendsen er kommet på tavlen, har vi ikke tabt. Se flere interessante statistikker inden søndagens kamp mod SønderjyskE her.

Det bliver tæt på søndag – det siger historikken i hvert fald. 39 gange har vi mødt SønderjyskE i landets bedste række. Begge mandskaber har 14 sejre, mens det 11 gange er endt uafgjort.

Når vi møder SønderjyskE, er det statistisk set ikke vanvittigt afgørende, om man har hjemmebane i de indbyrdes opgør. 18 gange har vi spillet i Haderslev. Her har sønderjyderne otte sejre, mens vi har syv – de sidste tre kampe sluttede uden vinder.

I Odense er der i øvrigt spillet 21 kampe mod dem, hvor vi har syv sejre, SønderjyskE seks – og hele otte er endt uden vinder.

Med Jakob Michelsen som træner har vi mødt SønderjyskE tre gange, og her er det alle tre gange sluttet uden vinder (2-2, 0-0 og 0-0).

På det seneste må vi dog erkende, at vi har haft det svært i Haderslev, og vores seneste sejr skal vi helt tilbage til 2013 for at finde. Dengang vandt vi med 5-1 i en kamp, hvor sønderjydernes ene scoring i øvrigt blev sat ind af vores assistenttræner, Henrik Hansen.

Sander Svendsen er vores topscorer i den igangværende sæson, og i hele 3F Superligaen er han nummer fire på topscorerlisten med sine ni scoringer.

Derudover har Sander Svendsen i denne sæson vist sig som lidt af en talisman for os. Han har fået nettet til at blafre i syv kampe – og i de syv kampe har vi ikke tabt. Det er blevet til seks sejre og en enkelt uafgjort, når Sander Svendsen har scoret.

Kampens dommer bliver Anders Poulsen, og han har to gange tidligere dømt en kamp mellem os og SønderjyskE. Begge gange var i 2015; først blev det 0-0 i Odense, og efterfølgende vandt SønderjyskE 2-1 i Odense.

Samlet set har han dømt Striberne i 20 kampe, og det er endt med syv sejre, seks uafgjorte og syv nederlag.

SønderjyskE lukker klart flest mål ind i kampens sidste kvarter. Her har de indkasseret 13 mål, hvilket er syv mål mere end den anden 15-minutters periode, hvor de har indkasseret næstflest mål.

Sønderjyderne er 3F Superligaens største bisser; således er de det hold, der både har begået flest forseelser (300), ligesom de også er det mandskab, der har fået flest gule kort (53).

Kun en spiller fra søndagens modstandere har fået spilletid i samtlige kampe i denne sæson. Det er Rilwan Hassen, som i øvrigt er blevet skiftet ud i 16 af de 23 kampe. Hos os har både Oliver Christensen og Janus Drachmann fået spilletid i samtlige kampe.

Sønderjydernes mest scorende spiller er Christian ”Greko” Jakobsen, som har scoret syv mål – hvoraf fem af dem er sat i kassen inde fra straffesparksfeltets område. Derefter følger vores nuværende angriber Mart Lieder med seks mål, hvorefter Mads Albæk, Marco Rojas, Artem Dovbyk, og den tidligere OB-spiller Anders K. Jacobsen alle har nettet to gange.

Vores ligatopscorer er fortsat Bashkim Kadrii, men Sander Svendsen kom i sidste runde tættere på ham med sin scoring mod Silkeborg, så han nu kun har scoret ét mål mindre end Bashkim Kadrii. Herefter følger Mart Lieder med seks scoringer (alle scoret for SønderjyskE) og Troels Kløve med tre.