P8091520

25.10.2019 15:20

På søndag kl. 14 vender 3F Superligaen tilbage på Nature Energy Park. Her kommer FC Nordsjælland på besøg, og Jens Jakob Thomasen tror, at det bliver en sjov kamp imod holdet fra Farum.

Det er næsten tre uger siden, at Striberne sidst spillede på hjemmebane. På søndag vender 3F Superligaen dog tilbage på stadion, når FC Nordsjælland kommer til Fyn, og Jens Jakob Thomasen forventer, at det bliver et tempofyldt opgør.

- Jeg tror, at det bliver en underholdende kamp. Det er to hold, som gerne vil spille fodbold, da begge mandskaber vil forsøge at lukke hinanden ned ved at være aggressive. På den måde vil der komme meget tempo i kampen, hvor man skal forsøge at spille sig ud af presset.

Sidste gang Striberne spillede på hjemmebane, vandt vi 3-0 over AC Horsens på mål af Mads Frøkjær-Jensen, Sander Svendsen og Anders K. Jacobsen, men hvis det skal blive til tre point igen, så kræver det først og fremmest, at vi lukker af, fortæller vores nr. 14.

- Vi skal have en solid defensiv, og så skal vi udnytte de muligheder, der er i deres presspil. Nogle gange er de ultimative i deres pres- og opspil, og det skal vi se, om vi ikke kan straffe.

Sidste gang Striberne spillede imod farumgenserne var på Right To Dream Park. Her tabte vi ufortjent 0-2, hvor vi blev snydt for både mål og straffespark.

- Vi var ikke tilfredse med den kamp, men vi tænker ikke så meget mere over det. Vi ser på mulighederne på ny, og så går altid ind med det mindset, at vi skal have tre point, fortæller midtbanespilleren.

På søndag kl. 14.00 bliver opgøret mod FC Nordsjælland fløjtet i gang. Her vil børn under 14 år komme gratis ind, hvis man blot fremviser sit sygesikringsbevis.

Hvis du ikke er under 14 år, så kan du med et sæsonkortabonnement komme ind på stadion på søndag for blot 69 kr., og det kan du læse mere om her.