DSC_0686

24.11.2021 10:53

Siden år 2017 har januar måned budt på international ungdomsfodbold i Ådalen. Sidste vinter blev turneringen desværre aflyst grundet corona, men når vi skriver januar 2022 i kalenderen, så vender turneringen heldigvis stærkt tilbage.

Fra den 21. – 23. januar afholder vi Smag & Smil Cup 2022 i Ådalen. Det betyder, at der efter et enkelt års ufrivillig pause igen kommer international ungdomsfodbold fra øverste hylde i Ådalen, hvor der på tre dage skal spilles 32 kampe med U17- og U19-spillere.

Fem års jubilæum for Smag & Smil Cup

16 forskellige hold fra ni forskellige klubber deltager i næste udgave af vores internationale ungdomsturnering, og klubberne kommer fra seks forskellige lande. Vores U19-cheftræner, Kim Engstrøm, er også ansvarlig for Smag & Smil Cup, og han glæder sig til at byde international ungdomsfodbold velkommen i Ådalen.

- Vi glæder os rigtig meget til igen at kunne afvikle vores internationale ungdomsturnering her i Ådalen, efter det i januar 2021 desværre ikke var muligt. Det bliver femte gang, vi afholder turneringen, og vi har nogle rigtig gode erfaringer fra de foregående år. Vi kan i år byde velkommen til nogle af de samme klubber igen, men der er også nogle nye klubber med i den kommende udgave. Vi har fået udviklet et turneringskoncept, der har bevist, at det fungerer, og vi har skabt en turnering, der er populær. Så vi ser rigtig meget frem mod tre forhåbentlig gode og spændende dage i Ådalen, siger Kim Engstrøm.

Perfekt placering i kalenderen

At Smag & Smil Cup afvikles i januar gør, at den adskiller sig fra mange andre internationale ungdomsturneringer, og det er noget, Kim Engstrøm ser som en klar styrke for turneringen.

- Det kan fungere som en opstartsturnering, der er placeret på et tidspunkt, hvor der ikke er så mange andre ungdomsturneringer. Så vi kan selv bruge den til at se nogle prøvespillere an, ligesom vi kan bruge turneringen til at stå endnu skarpere til sæsonstart. De norske og svenske klubber bruger den som opstartsturnering, da deres turneringsplan følger kalenderåret; så det er en turnering, som alle deltagende klubber får rigtig meget ud af.

- Derudover er det rigtig gavnligt, at man midt i en opstartsperiode kan deltage en turnering, hvor der er noget på spil. Typisk byder opstarten på træningskampe, hvor der ikke er noget på spil, men når man spiller om point og pokaler, så giver kampene bare noget andet, siger Engstrøm.

Bundesligaens førerhold blandt deltagerne

Som Kim Engstrøm nævner, så er der flere gengangere blandt de ni forskellige klubber, men der er også flere debutantmandskaber – blandt andet Hertha BSC, der fører den nordlige U19-Bundesliga i Tyskland.

- Falkirk fra Skotland, Kalmar FF fra Sverige, Bodø/Glimt fra Norge og Hertha BSC fra Tyskland er alle fire nye i turneringen, så det bliver spændende at se, hvad de kommer med. Når vi planlægger turneringen, så er det vigtigt for os, at der både er forskellige nationaliteter og spillestile repræsenteret blandt holdene; og der synes jeg, vi har ramt et godt niveau igen i år.

- Hertha fører den nordlige U19-Bundesliga i Tyskland, så det er et stærkt mandskab. Bodø er rigtig stærke med deres førstehold, hvor de har mange unge spillere på. Deres bedste seniorhold er på en aktuel førsteplads i Norge, og de er også regerende mestre i Norge, ligesom de i Conference League lige har slået Roma. Falkirk kommer formentlig med en helt anden stilart end de andre hold i turneringen, og en anden stilart end vi er vant til her i Danmark. Det er ikke en storklub fra Skotland, men de kommer med en anden spillestil, og det bliver vildt spændende at have dem med i turneringen, siger Engstrøm.

Flere tilskuere og scouts finder vej til Ådalen

Det bliver femte udgave af turneringen, og der har tidligere deltaget mange talentfulde spillere, der i dag leverer stærke præstationer på både U- og A-landshold, ligesom flere spillere til daglig gør sig gældende i blandt andet 3F Superligaen, Championship i England samt 2. Bundesliga i Tyskland.

Turneringen er med årene blevet mere eftertragtet, og det har blandt andet gjort, at vi i år har måttet afvise flere mandskaber, der har ønsket at deltage, da det ikke har passet med sammensætningen af hold.

- Vi har til 2022-udgaven måttet afvise fire danske klubber og tre svenske klubber, fordi der allerede var to svenske og danske hold med i turneringen. Derudover har vi her i november måttet afvise en stærk hollandsk klub, fordi der ikke var plads til flere hold i. Det er sket, selvom vi har været lidt ramt af noget uvished omkring covid-19. Det har gjort, at nogle andre hold har meldt fra, fordi der er en uvished om, hvordan det ser ud med smittetryk og så videre, når vi rammer januar.

- Det, at vi arrangerer turneringen, gør, at vi som Akademi har fået nogle andre muligheder i de seneste år. Både i forhold til selv at deltage i andre internationale turneringer, men også i forhold til enkeltstående træningskampe mod stærke klubber i udlandet. Derudover kommer flere tilskuere, og der kommer flere scouts til kampene, end der gjorde i starten. Det skaber noget interesse om spillerne og klubberne i turneringen, og det er med til at gøre turneringen endnu mere attraktiv, siger Kim Engstrøm.

Åbner op for flere internationale turneringer i Ådalen

16 hold deltager i 2022-udgaven, og det er samme antal, som der har været i de seneste år; og spørger man Engstrøm, så er det også et passende antal klubber, i forhold til de faciliteter vi har i Ådalen.

- Som U17- og U19-turneringen er lige nu, mener vi, at den har ramt et rigtig godt niveau. Både i forhold til det sportslige niveau, men også i forhold til den belastning, spillerne udsættes for i løbet af weekenden, og i forhold til den kapacitet vi har i Ådalen. Banerne kan godt klare flere kampe, og hotellerne har også plads til flere gæster. Vi har i år overvejet, om vi skulle tage ti hold ind i en af årgangene, men faciliteterne til omklædning og bespisning gør, at 16 hold er det mest optimale, så alle deltagere får en god oplevelse af hele turneringen.

- Derudover har vi overvejet at udvide med enten U14 eller U15 i en anden januar-weekend – alternativt kan vi tænke i at lave en sommerturnering, men de ting er kun på idéniveau lige nu, siger Engstrøm og fortsætter om turneringens sportslige niveau.

- Vi tilstræber selvfølgelig altid at have en så stærk turnering som muligt, og vi vil rigtig gerne gøre den endnu stærkere. Udfordringen er dog, at jo større klubber man snakker med, jo mindre vil de give for at deltage – og de helt store klubber ønsker at få det hele foræret. Det er ikke den måde, vi vil arrangere turneringen på, for det er vigtigt, at alle klubberne er med i turneringen på lige vilkår.

Smag & Smil Cup 2022 afvikles i Ådalen fra den 21. – 23. januar.

Du kan se kampprogrammet og grupperne her:
U19-turneringen
U17-tuneringen