DSC06431

21.08.2020 13:00

Søndag d. 23. august møder vi vores gode samarbejdsklub Assens FC i den første træningskamp i den nye sæson.

Spillerne har været tilbage i træning siden tirsdag, og søndag går det løs med den første træningskamp, når vi skal en tur til det skønne Vestfyn.

Her venter Assens FC, som er med i det store Øens Hold-samarbejde, og som i tilgift fylder 50 år til december. Derfor er vi rigtigt glade for, at vi kan være med til at fejre dem i dette jubilæumsår med et besøg.

- Vi sætter en stor ære i at komme rundt til klubberne i Øens Hold-samarbejdet, som nu har eksisteret i en del år. Det er fantastisk at mærke den støtte, vi får rundt om på Fyn, og derfor vil vi meget gerne give lidt igen, siger sportschef Michael Hemmingsen og fortsætter:

- Da vi fik denne invitation, ville vi naturligvis meget gerne komme forbi og fejre klubben, og nu er det muligt at komme lidt rundt igen, selvom vi selvfølgelig tager corona-pandemien meget alvorligt. Vi glæder os til arrangementet, og for spillerne er det dejligt at komme ud og mærke den gode stemning og samtidigt få lidt ekstra træning i benene. Vi er helt sikre på, at det bliver en fremragende dag.

Søndag d. 23. august kl. 10 er der fællestræning med børn, mens 2. viceborgmester Karin Christiansen byder velkommen 11.55. Fem minutter senere spilles 2 x 25 minutter mod et sammensat serie2/serie 4-mandskab fra Assens FC.

Der er gratis adgang på Rema 1000 Stadion i Assens, og der er plads til 350 tilskuere. Man skal medbringe egen stol.

Assens FC har givet OB spillere som Mikkel Desler, Jonas Skytte og Christian Vestergaard. De to førstnævnte har fået kampe på førsteholdet, mens Christian Vestergaard er rykket op til denne sæson og har fået en seniorkontrakt på halvandet år fra sommeren 2020.