15.10.2020 07:00

Divisionsforeningen foreslår, at Superligaordningen med 500 tilskuere pr. sektion skal genindføres. OB støtter forslaget og vil have flere tilskuere på stadion.

Siden starten af september har det kun været tilladt at have 500 personer i alt til 3F Superligakampe grundet COVID-19 restriktioner. Divisionsforeningen og alle klubber i 3F Superliga vil nu have genindført den såkaldte Superligaordning, der giver plads til 500 tilskuere i hver deres separate sektion.

OB´s kommercielle chef Jack Jørgensen siger:

- Kampene afvikles således, at de 500 personer pr. sektion ikke kommer i kontakt med andre, har egen indgang/udgang, toiletter og boder. Dermed samles der ikke flere tusinde mennesker, men udelukkende 500 ad gangen under kontrollerede forhold. Der er hidtil afviklet 46 kampe under superligaordningen uden smittespredning, så der er ikke nogen dokumenteret årsag til, at dansk fodbold skal lukkes mere ned end i sommer.

- Derudover foregår det hele som bekendt udendørs, hvilket er med til at nedsætte smitterisikoen yderligere. Vi informerer publikum under hele kunderejsen fra billetkøbet på ob.dk til exit efter kampen. Der er opsat spritdispensere ved alle ind- og udgange, barer, boder og toiletter. Vi har vagter og stadionguider tilstede til at hjælpe og give info til gæsterne. Og alt vores personale er uddannet i forhold til den af myndighederne godkendte sundheds- sikkerhedsplan for afvikling af kampe med flere end 500 tilskuere under COVID-19, siger han.

Store konsekvenser for dansk fodbold

Ifølge revisionsfirmaet Deloitte kan de nuværende COVID-19 restriktioner betyde, at 3F Superliga – og 1. divisionsklubberne står til at miste op imod en milliard kroner, hvis ikke der kommer forsvarlige løsninger.

- Situationen er kritisk for dansk fodbold, og hvis ikke der handles nu, vil de beskæftigelsesmæssige og økonomiske skader af COVID-19 restriktionerne have alt for store konsekvenser, og derfor opfordrer vi til, at der findes ansvarlige løsninger til gavn for dansk fodbold.

- I OB har vi allerede lidt tab grundet manglende entréindtægter, mistet omsætning i bar og boder samt på vores trøje- og merchandisesalg, mens vi ikke kan leve op til vores forpligtelser overfor sponsorer og sæsonkortholdere samt de mange andre fans, der gerne vil følge OB på Nature Energy Park.

- Men det går også hårdt udover mange virksomheder, som fungerer som underleverandører til klubben. Og vores store samarbejde Øens Hold kan også komme til at lide. I 2019 sendte vi en million kroner til de Øens Hold samarbejdsklubber, der stiller med frivilligt personale til afvikling i forbindelse med klubbens hjemmekampe på Nature Energy Park, og det vil vi meget gerne fortsætte med.

- Derfor opfordrer vi nu til at genindføre Superligaordningen med 500 tilskuere per sektion, som vi har investeret meget i, og som, vi har bevist, virker, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.

Se videoen foroven, og følg rejsen til et sikkert besøg på stadion under COVID-19.