IMG_3876

Morten Wamsler — 23.08.2018 19:30

OB har skrevet kontrakt med den 31-årige tjekkiske midtbanespiller Kamil Vacek.

OB forstærker truppen med den 31-årige tjekkiske spiller Kamil Vacek. Han er netop blevet løst fra sin kontrakt hos polske Slask Wroclaw, og den alsidige midtbanespiller har underskrevet en kontrakt i OB, der gælder frem til sommeren 2020.

Kamil Vacek er en rutineret midtbanespiller, der udover Slask Wroclaw har optrådt for Maccabi Haifa i Israel, Piast Gliwice i Polen, Chievo i Italien og såvel Sparta Prag som Mlada Boleslav i hjemlandet Tjekkiet, som han også har repræsenteret i 10 A-landskampe.

- Der er ingen tvivl om, at vi får en spiller ind, som har en masse rutine, som han kan bidrage med hos os. Han er en alsidig spiller, der kan dække flere pladser på midtbanen, og vi ser ham som en spiller, der kan tage en lederrolle og et ansvar på banen, hvor han både kan spille ind med sine egne kvaliteter og samtidig gøre sine holdkammerater bedre i kraft af sine erfaringer. Så vi ser ham som en rigtig spændende tilføjelse til vores trup, og vi glæder os til at have ham med på træningsbanen allerede fra i morgen fredag, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Cheftræner Jakob Michelsen ser ligeledes frem til at få en rutineret spillere mere i truppen.

- Kamil Vacek er en spiller, som vi forventer kan gøre en forskel for os. Han er meget bevægelig, teknisk dygtig og en rigtig god midtbanespiller, der dækker flere positioner. Han har masser af rutine fra sine tidligere klubber, hvor han har fået mange kampe. Vores chefscout har haft et vågent øje på ham, så da det blev muligt for os at hente ham ind, fordi et trænerskifte i hans tidligere klub betød, at der blev kigget andre veje, så slog vi til, og vi er sikre på, at han bliver en gevinst for os i de kommende sæsoner, siger Jakob Michelsen.

Kamil Vacek har torsdag bestået det obligatoriske lægetjek og efterfølgende underskrevet kontrakten med OB, så han kan træne med i Ådalen allerede fra fredag formiddag. Vacek kommer til at optræde med trøje nummer 7.