WhatsApp Image 2022-11-23 at 13.33.23

23.11.2022 18:19

Det var de unge førsteholdsspillere, som sendte boldene i nettet, da vi her til eftermiddag vandt og spillede uafgjort med FC Nordsjælland over to kampe, og det gør transitionstræneren glad.

I dag tog førsteholdet sammen med nogle U19-spillere til Farum for at spille to kampe mod FC Nordsjælland. I første kamp stillede begge hold primært med førsteholdsspillere, mens det i anden kamp hovedsageligt var U19-spillere.

- Det har været to gode kampe på et svært tidspunkt af sæsonen. Vi holdt moralen højt, og viste nogle flotte præstationer, siger Nicolas Arvid Hedeman, som er transitionstræner i klubben.

I første kamp var det to tidligere akademispillere; Jakob Breum og Mads Frøkjær, som stod for målene, mens unge Franco Tongya stod for målet i anden kamp. Derfor var det også en glad transitionstræner, vi mødte efter kampen:

- Jeg synes, at Breum har vist sig godt frem på det sidste, og det gælder også i dag. Det var godt for ham, at han fik spillet så flot en kamp og så samtidig fik scoret, siger han og fortsætter:

- I forhold til Mads Frøkjær, så er det tydeligt at se, at han er rigtig stærk på det her underlag, og så har han hurtige folk omkring sig, som han kunne sætte i scene.

- Det er fedt, at vi møder nogle af de bedste i de her træningskampe

FC Nordsjælland sluttede en flot efterårssæson af med at overvintre på førstepladsen i 3F Superligaen, og derfor var det en fed modstander at møde i dagens træningskampe:

- Det var to gode kampe med højt niveau. Vi ved, at FC Nordsjælland har mange individualister, som vi fik godt styr på. Det er fedt, at vi møder nogle af de bedste i de her træningskampe samtidig med, at vi er superfarlige og holder så meget af spillet på deres banehalvdel.

- Med den selvtillid der er på vores superligahold lige nu, så går vi ind til alle kampe med en forventning om at vinde – uanset hvem vi møder. Det er jo fedt, at vi er her, og at det også kan ses i de her træningskampe, siger Nicolas.

Inden spillerne kan gå på juleferie, venter der endnu en træningskamp torsdag den 1. december ude mod Lyngby Boldklub.