Toårig kontrakt til Khemdee
Akademi

Toårig kontrakt til Khemdee

04 jul 2020

Vi har lavet en toårig kontrakt med den fysisk stærke U19-forsvarsspiller Jonathan Khemdee, som oprindeligt kommer fra Øens Hold samarbejdsklubben SfB.

Jonathan Khemdee er en del af vores succesfulde U19-mandskab, som søndag kan vinde DM-guld, og denne lørdag har han skrevet under på en kontrakt, så han også er OB-spiller i de to kommende sæsoner, hvilket Tonny Hermansen er særdeles glad for.

- Jonathan er en fantastisk forsvarsspiller, og han er en forsvarsspiller med stort f, som elsker at forsvare. Han er hurtig og nærkampsstærk, men skal være mere afklaret i sit spil. Både i opbygningsspillet men også i forhold til timingen i sit duelspil.

- Han bliver andenårs U19-spiller nu, så det er sent, han får en kontrakt. Alligevel er han en spiller, som vi hele tiden har haft en tro på, kan blive superligaspiller, fordi han har den hurtighed og fysik, som der skal til for at klare sig på allerhøjeste niveau. Så vi er rigtig glade for aftalen, og glade for at Jonathan har fået en toårig kontrakt, så han har et ekstra år som førsteårs seniorspiller til at vise sig frem i, siger Tonny Hermansen.

Hovedpersonen selv er også særdeles glad for nu at stå med en underskrevet kontrakt i hånden.

- Jeg er rigtig glad for at have skrevet under på en kontrakt med OB, og det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Nu ved jeg, hvor jeg skal spille i de næste to år, og jeg glæder mig bare til at fortsætte min udvikling.

- OB er en stor klub, der særligt i de seneste år har vist, at de kan udvikle spillere så godt, at de kan blive solgt til udlandet. Det er vigtigt for mig, at der er mange eksempler på spillere, der er blevet virkelig gode i OB.

- Som spiller er jeg fysisk stærk, god i luftspillet, god i 1v1; jeg synes faktisk, jeg har godt styr på det defensive. Jeg skal dog være mere kontrollerende – både i forhold til duelspillet og den offensive del. Det er jeg dog helt sikker på, at OB kan hjælpe med mig at lægge på mit spil. Så jeg glæder mig til to år, hvor jeg skal træne hver dag, gøre hvad træneren siger og tage det 100 % seriøst hver eneste dag, siger Jonathan Khemdee.

Jonathan Khemdee og resten af U19-drengene kan søndag blive danske mestre i U19-Ligaen, hvis de slår FC Nordsjælland hjemme i Ådalen.