OBK00431

02.07.2023 10:02

På sin 15-års fødselsdag har Tobias Elnegaard fået en ekstra god fødselsdagsgave, da vi er blevet enige om en treårig kontrakt til den talentfulde målmand.

Tobias Elnegaard har været målmanden på vores talentfulde U15-hold, som netop har vundet danmarksmesterskabet. I den kommende sæson skal han spille for vores U17-hold, og her bliver det med en treårig kontrakt i ryggen, da vi netop er blevet enige om en ungdomskontrakt til målmanden.

- Jeg er meget glad og stolt over endelig at skrive kontrakt, så det er en stor dag for både mig og min familie. Kontrakten giver mig en vilje til at arbejde hårdere, når jeg ved, at OB tror på mig. Hvis jeg så også bare tror på mig selv, så ved jeg, at det nok skal komme, hvis jeg bare bliver ved med at arbejde hårdt, siger Tobias Elnegaard og fortsætter:

- Jeg har både kæmpet for at nå en kontrakt, men samtidigt også for at vi skulle vinde U15-Ligaen, som vi så heldigvis har gjort, så man kan sige, at begge mål er opnået nu, så det er jeg rigtig glad for.

Tobias Elnegaard kom til OB fra OKS som U13-spiller, og for Tonny Hermansen er det også en glædens dag, når vi nu er blevet enige om en kontrakt.

- Tobias er en meget talentfuld målmand, så vi er rigtig glade for, at vi har skrevet en treårig kontrakt, så vi i fællesskab kan udvikle på hans potentiale, siger Tonny Hermansen, der er akademichef i OB.

Phillip Jæger Henriksen er målmandstræner på Akademiet, og han ser også et stort potentiale i Tobias Elnegaard:

- Han har nogle gode fysiske forudsætninger, så hvis han fortsætter med at arbejde hårdt og lægge på, så er jeg ikke i tvivl om, at han kan blive en rigtig god målmand. Nu skal han konkurrere om pladsen på U17-holdet, så det bliver et år, hvor der skal arbejdes rigtig hårdt for, at han kan nå sine mål om at spille U17 og sine mål om at komme på landsholdet, siger Phillip Jæger Henriksen og fortsætter:

- Men han er blandt landets bedste målmænd i sin årgang, så jeg mener bestemt, at han har evnerne til at komme på ungdomslandsholdet.

Tobias Elnegaard har skrevet under på en treårig kontrakt i OB.