_MG_3823

06.02.2023 11:16

I morgen er der igen kamp på det thailandske græs, da vi møder Nakhom Pathom United F. C., og spørger man Tobias Slotsager er det vigtigt, at vi får sat vores eget præg på kampen.

Selvom Tobias Slotsager er den yngste førsteholdsspiller på træningslejren, så er det ikke helt nyt for ham at være med på træningslejr. Sidste vinter var han nemlig også afsted med førsteholdet, men alligevel er det helt anderledes denne gang, da afstanden og de kulturelle forskelle er større.

- Man skulle lige bruge lidt tid på at lære området at kende, men når man er på træningslejr, så er det vigtigt at få alt med; alle man møder, kulturen og alt det man lærer om sine holdkammerater, når man er så tæt sammen i 14 dage, siger Tobias Slotsager.

På turen møder vi flere modstandere, som det brede fodboldpublikum på Fyn ikke kender så godt, og derfor har arbejdet i højere grad været fokuseret på vores eget spil i træningslejrens første kamp mod Sabbah FC:

- Vi havde meget fokus på os selv op til kampen, da vi ikke kendte ret meget til de andre. Vi mødte en modstander, der bragte lidt mere fysik ind i kampen og en helt andet måde at spille på i forhold til det, vi er vant til fra Danmark – en mere direkte form for fodbold. Det er meget anderledes at prøve, hvilket der også er en læring i, siger Tobias og uddyber:

- Jeg mener, at det er godt, vi kan have mere fokus på os selv, og ikke skal spille ud fra de præmisser vores modstandere gerne vil, så jeg vil klart mene, at det er en fordel, når nu vi er hernede.

Hvor den seneste modstander var fra Malaysia, så venter der sig nu et lokalt hold fra Thailand, men ikke desto mindre er der mange ting, der går igen fra første kamp.

- Det er klart, at de thailandske og malaysiske hold er mere vant til varmen, og de kan give den lidt mere gas, men det er noget, vi hurtigt skal vænne os til, så vi kan sætte vores præg på kampen, så vi kan få gang i vores hurtige spil med bolden. Vi skal stå sammen som hold, selvom det er en træningskamp.

Kampen mod Nakhom Pathom United F. C. sparkes i gang i morgen kl. 12.30 dansk tid. Kampen streames desværre ikke, men vi vil forsøge at holde de fynske fodboldfans opdateret på Twitter og Instagram.