IMG_0276

18.07.2023 09:26

Akademichef Tonny Hermansen er netop blevet en del af DBU’s Talentudvalg, hvor han skal være med til at præge fremtidens danske talentudvikling.

Siden Tonny Hermansen blev udnævnt som talentchef i 2016, har vores akademi gennemgået en stor udvikling, hvor det flotte arbejde for alvor er kommet til udtryk i form af ungdomsholdenes præstationer samt det øgede antal akademister på førsteholdet. Akademiet har udviklet sig meget gennem en klar og tydelig strategi, og nu har Tonny sagt ja til at være en del af DBU’s Talentudvalg: 

- Det er et udvalg, der er vigtigt for dansk talentudvikling, da det er med til at sætte retningslinjerne for, hvordan og hvorledes dansk ungdomsfodbold skal udvikle sig. I og med at jeg har været med så mange år, gav det mening, at jeg sammen med andre kandidater var i spil til udvalget og dermed fortsat kan være med til at præge den udvikling, som dansk ungdomsfodbold har gennemgået de seneste år, siger Tonny Hermansen.

DBU’s Talentudvalg har til formål at forbedre og udvikle arbejdet med de danske talenter, samt sikre at alle niveauer af dansk fodbold er involveret i talentarbejdet, så man kan fortsætte den udvikling der har været de seneste mange år i dansk talentudvikling:

- Når man kigger rundt omkring i de danske talentudviklingsmiljøer i Danmark, så har alle hver især formået at skabe det udviklingsniveau der bedst for deres egen klub, ud fra de betingelser den enkelte klub nu engang har. Forskelligheden er centralt, men det er dog vigtigt, at der er nogle krav til, hvordan man skaber de bedste betingelser for talentudviklingen, og dér er dansk fodbold unik i forhold til andre lande i verden. Klubberne og DBU har et godt samarbejde, og dette samarbejde skal fastholdes og udvikles så vores talentudviklingsmiljøer kan fortsætte i den rigtige retning, siger Tonny.

Jeg er da stolt og glad

Pladsen i DBU’s Talentudvalg er en unik lejlighed til at erfarings- og vidensudveksle med kollegaer landet over, hvorfor Tonny er glad for at blive en del af udvalget:

- Mulighed for at sidde i DBU’s Talentudvalg er noget jeg er både stolt og beæret over, og jeg er glad for at få muligheden for at være med til at sætte mit præg på udviklingen af talentarbejdet på nationalt plan.

- Uanset hvem der sidder i DBU’s talentudvalg, så er det kompetente folk, som har arbejdet både fodboldpolitisk, men også med andre forskellige hverv indenfor fodbolden. Der er både nogle, der har været trænere eller har spillet selv; de har en stor erfaring, de kan smide i puljen, når dansk fodbold skal udvikles, siger Akademichefen.

DBU’s Talentudvalg er et udtryk for det gode samarbejde, der er eksisterer i klubberne og DBU imellem:

- Når man hører, hvordan samarbejdet er mellem klubberne og forbundene i udlandet, så tror jeg, at vi er godt stillet i Danmark. Respekten er gensidig og derfor er samarbejdet mellem klubberne og DBU rigtigt godt.

- Det handler om at vi udvikler os hele tiden, og som jeg siger her i OB så er hver dag en udviklingsdag og netop udvikling og fleksibilitet af de krav der ligger i licenstildelingen, er nogle af de ting jeg vil bringe til bordet, så vi kan styrke talentudviklingen yderligere, siger Tonny afslutningsvis.

Første møde i det nye talentudvalg afholdes i august måned.