Annonce
Annonce
Tre år mere med Engstrøm som U19-cheftræner
Akademi, Nyt fra U19

Tre år mere med Engstrøm som U19-cheftræner

18 feb 2021
Annonce

Kim Engstrøm har siden sommeren 2016 været U19-cheftræner i OB, og i dag har vi forlænget kontrakten med Kim, så han fortsætter som U19-cheftræner frem til sommeren 2024.

Annonce

Der er sket mange rigtig gode ting på Akademiet i de seneste fem år, og i sommeren 2020 kulminerede det hele med et dansk mesterskab i U19-ligaen. Derfor er vi fantastisk glade for, at vi i dag har forlænget kontrakten med sidste sæsons mestertræner, Kim Engstrøm, så den 41-årige fynske fodboldtræner med rødder i Langeskov fortsætter i yderligere tre år.

- OB er en rigtig god klub at være træner i. Der er sket rigtig meget i de fem år, jeg har været her, og jeg er rigtig glad for, at jeg også skal være en del af udviklingen i de næste tre år. Jeg er fynbo, så der er ingen tvivl om, at OB er en helt speciel klub for mig. Der har været tydelig fremgang i de fem år, jeg har været en del af klubben. Vi har udviklet os til at være på et rigtig højt niveau, men jeg føler mig samtidig overbevist om, at vi går en endnu lysere fremtid i møde, så jeg er vildt glad for, at vi skal fortsætte samarbejdet i de næste tre år, siger Kim Engstrøm.

Engstrøm har stået i spidsen for U19-drengene på Akademiet siden sommeren 2016, og i den tid har der været en stor udvikling på Odense Boldklub, som han bestemt ikke har været alene om at skabe.

- Jeg blev tilbage i 2016 ansat med det formål, at jeg sammen med en masse andre trænere skulle løfte Akademiet i Odense Boldklub til et højere niveau, end vi befandt os på, og det er vi i fællesskab lykkes med. Det er ikke en udvikling, der begynder, når drengene bliver U19-spillere, den starter mange år tidligere. I sidste sæson kulminerede det med et danmarksmesterskab i U19-Ligaen, og det er et mesterskab, som alle både nuværende og tidligere kollegaer på Akademiet har stor ære af.

- Én ting er, hvad vi gjorde sidste år. Den sæson må ikke blive en enlig svale for os, så det er vigtigt, at vi fortsætter med at lægge på. Sidste sommer, da vi vandt DM-guld, stod vi med en helt fantastiske følelse i Ådalen, og den vil vi arbejde hårdt for at kunne genopleve, fortæller Kim Engstrøm.

Teknisk chef på Akademiet, Tonny Hermansen, har stået i spidsen for Akademiet i hele den tid, hvor Kim Engstrøm har været U19-cheftræner i OB, og Tonny Hermansen er begejstret over, at U19-holdet også bliver med Engstrøm i spidsen de næste tre sæsoner.

- Vi er rigtig glade for, at Kim har valgt at forlænge samarbejdet med os, for han er en rigtig dygtig træner, som både er taktisk dygtig og idérig. I forhold til hele den udvikling vi er i gang med, så er det vigtigt for os, at Kim fortsat er med på holdet, så det er en kontraktforlængelse, der er rigtig vigtig for os.

- En treårig kontraktforlængelse med Kim er en god idé, fordi kontinuitet er en vigtig del i forhold til talentudviklingen på vores Akademi. Vi vil gerne have, at folk der er med til at skabe udviklingen på Akademiet, de er her over længere tid. Vi sigter efter at have stor kontinuitet blandt trænerne på Akademiet, men samtidig er vi selvfølgelig også en klub, der får inspiration udefra, fortæller Tonny Hermansen.

Kontinuitet er noget, Kim Engstrøm kan stå for i forbindelse med Akademiet. Siden 2016 har han været en del af Akademiet, og selvom han har været det i fem år, så er udvikling stadig noget, der kendetegner ham i det daglige arbejde.

- Efter et samarbejde gennem godt fem år kender vi hinanden rigtig godt. Så vi ved, at Kim har de samme værdier, som vi arbejder ud fra i OB, og han er meget dus med de værdier. Derudover er han en udviklingens mand, der hele tiden er opdateret på de nyeste trends indenfor trænerverdenen.

- Kim er altid villig til at give sig 110 % for OB, og det er vigtigt for os, at vores trænere har en villighed til at give mere end normalt af sig selv til OB, og den villighed har Kim. Derfor er Odense Boldklub og Kim Engstrøm et rigtig godt match, slutter Tonny Hermansen.

At man, som fodboldtræner, sidder i det samme job over fem år, er bestemt ikke en selvfølgelighed – slet ikke i år 2021. Det har Kim Engstrøm snart gjort som cheftræner for U19-mandskabet i OB, men selvom han har haft det samme trænerjob i en håndfuld år, så er jobbet stadigvæk spændende.

- At være U19-træner er fantastisk spændende, og at jeg kan være det i Odense Boldklub er rigtig stort for en fynbo som mig. I dette job har jeg en god mulighed for at præge spillerne. Vi arbejder hver eneste dag for at gøre dem klar til at tage skridtet op til klubbens førstehold, og det er det, der gør det spændende at være U19-træner i OB

- Når vi lykkes som hold i U19-Ligaen, og i endnu højere grad når en af vores egne går hele vejen og begynder at spille for vores førstehold, så er det en helt fantastisk følelse, og det er en følelse, jeg glæder mig til at opleve mange flere gange i løbet af de kommende tre år, slutter Kim Engstrøm.

U19-drengene er lige nu i gang med forberedelserne til forårssæsonen, der fløjtes i gang den 20. marts med en udebanekamp mod Brøndby. Næste træningskamp er allerede i aften kl. 18.00, når vi spiller mod Næsby Boldklubs seniormandskab fra 2. division.

Annonce