Markus Jensen kontrakt

15.07.2020 14:00

I dag fylder Markus Jensen 15 år, og han har selv været med til at sørge for dagens bedste gave, idet han netop har skrevet under på en treårig kontrakt med OB.

Den talentfulde midtbanespiller Markus Jensen, som har været stribet, siden han som seksårig startede til fodbold, er heldigvis også OB-spiller i de tre kommende år. Markus har nemlig skrevet under på en kontrakt, som løber frem til sommeren 2023. Efter sommerferien bliver Markus Jensen en del af U17-truppen, og at det er lykkes at lave en aftale med ham, er teknisk chef på Akademiet, Tonny Hermansen, rigtig glad for.

- Vi er vildt glade over at have lavet en treårig aftale med Markus. Han er en spiller, som er rigtig spændende og talentfuld. Han har en fantastisk vilje og passion for fodbold og for at udvikle sig hver eneste dag. Derudover er han en knægt, som rent offensivt har nogle værktøjer, der ikke er ret mange, som besidder. Han kan sparke godt med begge ben, men hans måske største spidskompetence er hans split-vision, hvor han har en evne til at se nogle ting og muligheder på fodboldbanen, som andre ikke ser.

- Han skal arbejde med sin fysik, for det bliver noget andet fodbold for ham nu, hvor det bliver U17-Liga. Her spiller man fodbold på en anden måde, og han skal bruge det første halve år til at finde ud af, hvad U17-fodbold er, så han også her kan have overskuddet til at bringe sine spidskompetencer i spil, selvom det er mere fysisk betonet. Vi forventer os meget af Markus, og vi er fantastisk glade for at have lavet en aftale med ham, siger Tonny Hermansen.

For dagens fødselar og nyudklækkede kontraktspiller er kontrakten med OB, en drøm der er gået i opfyldelse.

- Det er en stor drøm, der er gået i opfyldelse for mig. Jeg har altid drømt om at skrive under på en kontrakt og det er første skridt for mig; og det er en dag, jeg har set frem til i rigtig lang tid. At det er med OB, som jeg har spillet for, siden jeg var seks år gammel, gør det bare endnu mere fantastisk. Jeg har altid elsket at komme her i klubben, så det kunne ikke være bedre.

- Jeg er en teknisk dygtig spiller, som har et godt drev med bolden, og som har et godt spark med begge ben. Nu skal jeg arbejde hårdt, så jeg i fremtiden måske kan få debut i Superligaen for OB, det er den næste store drøm for mig, siger Markus Jensen.

Kontrakten med Markus Jensen løber som nævnt frem til sommeren 2023, og han begynder sammen med resten af U17-truppen forberedelserne til den nye sæson mandag den 20. juli.