10.02.2021 15:30

Vi har i dag skrevet kontrakt med U15-spilleren Tobias Lund Jensen, der tørnede ud for vores samarbejdsklubber Tved Boldklub og S.f.B, inden han som U13-spiller skiftede til OB.

Nogle fødselsdagsgaver er bedre end andre, og Tobias Lund Jensen har selv arbejdet hårdt for, at han i dag har fået en af de bedst tænkelige, da han netop har skrevet under på en treårig kontrakt i Odense Boldklub.

Tobias er en af de offensive kræfter på vores stærke U15-hold, og han står efter de første 11 kampe noteret for fem scoringer og ni assists i U15-Ligaen. Han er en dygtig, kreativ offensivspiller, og Tonny Hermansen er rigtig glad for, at kontrakten er kommet i hus.

- Casen med Tobias er fantastisk for spilleren, for os og for Øens Hold. Han har inden sin OB-tid fået en rigtig god fodboldopdragelse i både Tved Boldklub og S.f.B, som er to af vores samarbejdsklubber i Øens Hold. Som U12-spiller var han i forløb inde hos os, så vi var klar over, hvad vi kunne forvente af hinanden, og det har indtil videre været en rigtig stor succes.

- Tobias befinder sig bedst på højrekanten, hvor han særligt med bolden kan noget helt specielt. Han har en meget veludviklet teknik, han er god 1v1, han er venstrebenet, og så har han et fantastisk spark. Så at vi i dag har lavet en treårig kontrakt med Tobias er jeg rigtig glad for, og jeg glæder mig meget til at følge hans fortsatte udvikling på tætteste hold, fortæller teknisk chef på Odense Boldklub Akademi, Tonny Hermansen.

For Tobias Lund Jensen selv er det stort at skrive under på en kontrakt med OB, og han ser nu frem mod yderligere tre år som OB-spiller, hvor det at udvikle sig er det vigtigste for ham.

- Det er en rigtig stor drøm, der i dag er gået i opfyldelse for mig. Det er noget, jeg har kæmpet helt vildt hårdt for. OB betyder rigtig meget for mig, og jeg har det fantastisk godt i klubben. Jeg er en del af et godt hold, hvor vi har det godt med hinanden, og trænerne på Akademiet er rigtig gode. Derfor er jeg helt sikker på, at OB er den helt rigtige klub for mig, og jeg er er sikker på, at jeg fortsat kan udvikle mig meget her i klubben.

- Jeg er en teknisk dygtig spiller, der har et godt venstreben. Nu har jeg skrevet kontrakt for de næste tre år, og der er det vigtigste for mig, at jeg fortsætter den udvikling, jeg er inde i. I første omgang handler det om, at jeg som U15-spiller skal lægge på, så jeg efter sommerferien er klar til at spille med i U17-Ligaen. På langt sigt er det min helt store drøm, at jeg en dag kan skrive under på en professionel kontrakt med førsteholdet i klubben, siger Tobias Lund Jensen.

Stort tillykke med kontrakten til Tobias, trænerne på vores Akademi samt vores gode venner i Tved Boldklub og S.f.B.