Annonce
Annonce
Tredje sæson i træk med sæsonkort-rekord!
Nyt fra OB

Tredje sæson i træk med sæsonkort-rekord!

28 jul 2021
Annonce

For tredje sæson i træk har vi sat rekord for antallet af solgte sæsonkort i Odense Boldklub, og dermed tegner det til, at det bliver en stor fodboldfest på søndag, når vi spiller sæsonens første hjemmebanekamp.

Annonce

Der er fodboldfeber i Odense, og derfor er vi både stolte og enormt taknemmelige over, at vi for tredje sæson i træk kan sætte rekord for salg af sæsonkort.

2.919 er lige nu antallet af personlige sæsonkort, der er købt af vores fans til den kommende sæson. Tallet dækker udelukkende over solgte sæsonkort, så sæsonkort til sponsorer, frikort eller lignende er ikke medregnet. 

- Vi er både beærede og taknemmelig for, at vi nu for tredje sæson i træk sætter rekord for salget af sæsonkort i OB. Den støtte, vi har fået fra alle vores fans gennem en svær tid som fodboldklub, har været helt fantastisk. Selvom det ikke har været muligt at komme til fodbold, så har vores fans fortsat støttet os, og vi har faktisk solgt mange sæsonkort, mens det ikke har været muligt at komme på stadion. Det viser tydeligt, at OB er meget mere end en fodboldkamp, hvor der spilles om tre point; OB er en livsstil, og det er noget, man dyrker hele tiden, siger Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i Odense Boldklub og tilføjer:

- Taknemmeligheden er kæmpestor, og vi glæder os helt vildt meget over, at vi nu kan begynde at betale tilbage til vores fans. De har massevis af gode fællesskabsoplevelser i vente, og sådanne oplevelser bliver kun federe af, at vi er flere stribede fans. Derfor glæder vi os helt vildt til, at vi på søndag skal samles på Nature Energy Park til fodboldfest, når F.C. København kommer på besøg til sæsonens første hjemmekamp.

Du kan stadig nå at købe sæsonkort til den kommende sæson, og køber du dit sæsonkort som abonnent inden FCK-kampen, så får du i den første måned billetter til alle tre hjemmekampe i august for bare 69,- kr. Foruden F. C. København er vores andre modstandere i august måned Silkeborg IF og Brøndby IF.

Derudover vil du som sæsonkortholder også være sikret adgang til den eksklusive OB-koncert i Den Fynske Landsby, som vi afholder den 28. august. Her er Magtens Korridorer og En Lille Pose Støj på plakaten, og denne koncert er kun for vores sæsonkortholdere, som har gratis adgang for dem selv og en ven til koncerten.

Køb dit sæsonkort på abonnement fra 69,- pr. md. for voksne her.

Køb sæsonkort for hele sæsonen fra 699,- for voksne her.

Praktisk info til nye sæsonkortholdere:
Det er ikke muligt at scanne sit sæsonkort i indgangen til vores kampe i august måned. Derfor skal alle sæsonkortholdere til august-kampene ind i vores online billetsalg og hente en gratis billet til den enkelte kamp. Dette skal man gøre ved at bruge tallene under stregkoden på sæsonkortet som sin rabatkode.

Efter du har købt dit sæsonkort, går det lidt tid, inden din stregkode virker som rabatkode. Det gør der, fordi vi skal ind og oprette din stregkode som rabatkode i systemet, hvilket vi gør hver formiddag.

Bestiller du dit sæsonkort som et fysisk sæsonkort, så kan dette hentes i billetvognen foran Nature Energy Park inden søndagens kamp mellem OB – F. C. København. Her vil der være åbent fra klokken 15.30-18.00.

Praktisk info omkring tallet af sæsonkortholdere:
Tidligere har salget af sæsonkort både hos os og andre klubber været en opgørelse af det samlede antal sæsonkort, der har været ude. Her har trænere og frivillige på Akademiet, ungdomsspillere i klubben og lignende også været en del af statistikken. Når vi fremover kommer til at offentliggøre salg af sæsonkort, vil det, præcis som dette tal, kun dække over de fans, der har købt et personligt sæsonkort til alle vores hjemmebanekampe.

Annonce