Michelsen

Morten Wamsler — 01.09.2018 13:04

Michelsen har udtaget 18 mand til søndagskampen, og der er comeback i kamptruppen til Jens Jakob Thomasen.

OB’s cheftræner Jakob Michelsen havde lørdag formiddag sine spillere på græs for sidste gang inden søndagskampen mod FC Nordsjælland.


- Vi glæder os rigtig meget til kampen mod Nordsjælland. Det er sidste sæsons bronzevindere, der kommer på besøg, og det er et hold, der spiller rigtig fodbold under en enormt dygtig træner. Jeg er meget imponeret over deres måde at spille hurtigt og i små rum, og over den meget veldefinerede spillestil, der har skabt. Det gør det nemt for dem at få nye og unge spillere ind på holdet, og det har også betydet, at de har leveret en fin europæisk kampagne, hvor jeg var imponeret over deres præstationer mod en svensk storklub som AIK, siger Jakob Michelsen.


Uanset kvaliteterne hos søndagens modstander, så har Michelsen en god tro på, at OB kan levere et godt resultat mod nordsjællænderne.


- Vi er kommet ind i en god gænge, som vi skal følge op i kampen i morgen. Mod både Midtjylland og Vejle har vi præsteret godt, og vi har hentet fire point i opgør, hvor vi både har været chanceskabende og haft en solid defensiv. Det bliver også værktøjerne i morgen, hvor vi skal være solide i vores presspil og være dygtige på bolden. For hvis vi giver Nordsjælland plads og rum at spille i, så kan det blive en lang eftermiddag. Er vi dygtige på bolden kommer vi også til at skabe chancer, og så har vi gode muligheder, for de seneste kampe har givet fornyet selvtillig og tro på tingene, siger Jakob Michelsen.

Truppen til kampen ligner den, der i sidste weekend besejrede Vejle. Dog er der comeback til Jens Jakob Thomasen, der har været ude med en skade i den seneste tid.

- Vi har flere spillere, der er på vej tilbage fra skader, ligesom vi har flere nye spillere i truppen, der lige skal falde helt ind i spillet og rytmen hos os. Bashkim Kadrii har eksempelvis kun trænet med en enkelt gang, så vi venter lidt endnu, inden vi sender ham i kamp. Efter Nordsjælland-kampen har vi en pokalkamp mod AB og ellers et par uger til næste kamp i ligaen, så det giver os gode muligheder for at få de skadede klar og de nye spillet ind i truppen. På den måde kommer landskampsperioden ganske fint for os. Men nu gælder det om at få fortsat den gode kurs, vi er kommet ind på, slutter Jakob Michelsen.


Truppen består af:


3. Alexander Ludwig
4. Ryan Johnson Laursen
5. Ramon Leeuwin
6. Jeppe Tverskov
7. Kamil Vacek
8. Janus Drachmann
10. Rasmus Festersen
13. Sten Grytebust
14. Jens Jakob Thomasen
15. Nicklas Helenius
16. Julius Eskesen
20. Jacob Barrett
21. Mathias Greve
23. Troels Kløve
24. Marco Lund
25. Mathias Jørgensen
28. Anders K. Jacobsen
30. Sayouba Mande