IMG_7578

14.06.2021 10:58

Vi led et tungt nederlag i U19-Ligaen, da FC Midtjylland lørdag sikrede sig danmarksmesterskabet efter en sejr i Ådalen.

U19-Ligaen
Lørdag 12. juni kl. 12.30, Ådalen

OB – FC Midtjylland 0-6 (0-4)

0-1 Victor Lind (7.)
0-2 Victor Bak Jensen (23.)
0-3 Aral Simsir (27.)
0-4 Oscar Fraulo (28.)
0-5 John Ndjate (69.)
0-6 Mads Hansen (76.)

Udvisninger: Jonathan Khemdee (74.)

Kampens forløb

Efter to sejr i træk i U19-Ligaen, der blev fulgt op med en fynsk pokaltitel i mellemtiden, var det nogle selvtillidsfulde spillere, der lørdag tog imod FC Midtjylland. Vi gik derfor aggressivt til værks i kampen, hvor vi i lange perioder matchede gæsterne i spillet på banen.

Gæsterne fik dog pillet selvtilliden fra U19-drengene, da midtjyderne indenfor kampens første halve time havde bragt sig foran med 4-0 med angrebs- og gennembrudsspil på højt niveau.

I anden halvleg udbyggede midtjyderne føringen yderligere to gange, mens Jonathan Khemdee undervejs måtte forlade banen, da han fik sit andet gule kort.

Det betød, at FC Midtjylland med en 6-0-sejr til slut kunne lade sig hylde som danmarksmestre, selvom der resterer to kampe af sæsonen.

Kommentar fra U19-cheftræner, Kim Engstrøm

- Vi er ærgerlige over kampens resultat. Vi synes egentligt, vi langt hen af vejen spiller en ganske fornuftig første halvleg, men resultatet siger bare 0-4 ved pausen. På trods af en stor boldbesiddelse til os må vi erkende, at FCM straffede de fejl, vi lavede i første halvleg meget effektivt. Første gang de var i vores felt scorede de, så der var specielt kynismen til forskel på de to hold i første halvleg. Vi sidder på spillet, skaber to-tre muligheder, men vi scorer ikke. Samtidigt scorer FCM fire mål på fem afslutninger, sagde Kim Engstrøm efter kampen.

- Anden halvleg handlede om at forsøge at nulstille kampen fra vores side og komme ud med æren i behold ved at spille lige op med FCM, og måske vinde halvlegen. Men vi må erkende, at vores anden halvleg var langt fra god nok, da vi ingenting skaber og samtidigt forærer FCM to scoringer, så resultat bliver alt for voldsomt. 

- Vi skal nu rejse os inden næste weekends kamp i Aalborg, hvor vi skal slutte sæsonen godt af og forhåbentligt sikre os femtepladsen i rækken. 

- Stort tillykke til FC Midtjylland med Danmarksmesterskabet. Det er fuldt fortjent, de står med titlen allerede nu.

OB's holdopstilling:

Marcus Alstrup, Jakob Okkels (Noah Engell, 66.), Robin Østrøm, Jonathan Khemdee, Lasse Skøtt (Mads Stistrup, 84.), Max Ejdum, Jakob Breum, Simon Skøtt (Valdemar Ibsen, 76.), Anton Stage (Oliver Hansen, 66.), Luca Kjerrumgaard (Gustav Vinter (76.), Mathias Brems

Bænken: Sebastian Dalby Willie, Valdemar Ibsen, Mads Stistrup, Oliver Hansen, Noah Engell, Gustav Vinter

Næste kamp:

Lørdag d. 19. juni AaB - OB kl. 12.30, AaB’s anlæg