_DSC7226 copy

19.02.2022 08:05

I morgen tager vi hul på forårssæsonen. Det bliver i Parken med rigtig mange stribede tilskuere på plads, og Jeppe Tverskov glæder sig over opbakningen i kampen, hvor han tror på, at vi kan levere en overraskelse.

Slut med træningskampe; nu skal der spilles om point. Sådan ser det ud for vores førstehold, der har spillet vinterens sidste træningskamp, og søndag aften spiller vi første turneringskamp i foråret.

- Jeg glæder mig som de fleste andre til søndag. Det er årets første kamp, og jeg føler, vi har haft vinterpause længe nok, og det bliver dejligt at spille om point. Det bliver så bare ekstra sjovt, at det bliver til en kamp med masser af opmærksomhed og masser af tilskuere, siger Jeppe Tverskov.

Der er afsat mere end 25.000 billetter til kampen, og over 800 OB-fans har allerede nu sikret sig billet til udebaneafsnittet. Derfor tyder det på, at der bliver fuld smæk på i udebaneafsnittet.

- Det er dejligt, og det bliver dejligt at kunne spille for et næsten fyldt stadion, det er altid fedt at gøre. Ligegyldigt hvor man er, så ønsker man at spille for så mange tilskuere som muligt. Det er fedt, at der kommer så mange tilskuere, og det er rigtig fedt, at så mange OB-fans tager turen til Parken, siger Tverskov.

Det tyder altså på, at der bliver fodboldfest i Parken, og selvom der er mange FCK-fans, så ser Jeppe Tverskov frem til det. Udebanekampe med en særligt stærk indsats fra de stribede fans er nemlig noget af det, der kan give rigtig fede oplevelser for spillerne.

- Ofte er det nogle af de der udebaneture, man som spiller husker rigtig glædeligt tilbage på. Der kan nemlig komme rigtig god stemning, da de fleste tager turen for at støtte os vokalt. Derfor kan der blive godt smæk på lyden fra vores fans i morgen – især når fansene er lidt tættere på, end de plejer at være inde i Parken.

- Selvfølgelig tror vi på, at vi kan spille med mod dem

Tidligere i denne sæson har vi vundet på udebane mod FC Midtjylland, og da vi gæstede Brøndby Stadion, leverede vi en præstation, der var tæt på at give point.

- Vi tænker på, hvad der er de bedste løsninger for os som hold mod FCK, og så forsøger vi at sætte de ting i scene, da det er det, der kan hjælpe os i kampen. Vi ved godt, at FCK er gode, og at de spiller med i toppen af tabellen, men vi er også gode, så selvfølgelig tror vi på, at vi kan spille med mod dem, siger Jeppe Tverskov.

- Der er ikke gratis kampe, men eksempelvis i en kamp mod FCK, der er forventningen om, at vi henter point ikke så stor fra omverdenen. Det gør, at vi kan risikere lidt mere og udfordre lidt mere i kampen, og det gør på en måde kampen mindre låst. FCM-kampen var i starten af sæsonen, og nu står vi i en situation, hvor vi skal bruge point – og gerne så mange som muligt hurtigst muligt. Så vi er udmærket klar over, hvad der er på spil for os.

- Vi tror på os selv. Vi har haft en lang opstart, hvor vi har spillet nogle nye ting ind, og vi har arbejdet med nogle nye ting. Det har været et mentalt afbræk efter en ikke perfekt halvsæson. Det har givet os mental luft, og på det plan er vi nulstillede til den sidste del af sæsonen, hvor der er spændende kampe i vente for os.

Kampen mod F.C. København spilles søndag klokken 18.00, og du kan fortsat nå at købe billet til opgøret her.