IMG_9641

01.12.2021 14:57

Efterårssæsonen er ved at være et overstået kapitel, og vi har taget en snak med deres cheftræner, Markus Uglebjerg, om, hvad der er sket i løbet af det seneste halve år.

U13-drengene har ikke flere turneringskampe tilbage, og om et par ugers tid går de unge fodboldspillere og deres trænere på en velfortjent juleferie efter et godt halvår, der har budt på mange nye ting for en del af spillerne.

- U13-årgangen er altid en speciel årgang at træne. For mange af spillerne er det det første halve år, de er OB-spillere, da en del af spillerne kun lige er kommet herind efter forløb på vores ATK+-centre (tidligere topcenter) og efter at have spillet i vores Øens Hold samarbejdsklubber. Det er et stort skridt at skifte til OB, da der er mange flere træningspas i løbet af ugen. Derudover er det også i løbet af U13-årgangen, spillerne tager skridtet fra 8:8-fodbold til 11:11-fodbold, så det har været et halvt år med mange forandringer for drengene, siger Markus Uglebjerg.

I turneringen har U13-drengene i det snart forhenværende halvår spillet 8-mandsfodbold, mens træningskampene har været på stor bane og med 11 mod 11. Det har givet mange forskellige kampe og forskellige udfordringer.

- I første halvår som U13 er turneringskampene stadig 8-mands, og i her i slutningen af halvåret har banen været rimelig lille, særligt i forhold til hvor store, stærke og hurtige drengene er blevet. Vi har ikke haft så meget fokus på resultater og taktik i 8:8, der har vi fokuseret på vores tekniske og fysiske udvikling, siger Uglebjerg og fortsætter:

- I bund og grund er resultaterne slet ikke afgørende, når vi spiller U13-fodbold. Så det har ikke haft betydning for os, om vi har vundet eller tabt i turneringskampene, og det synes jeg også, man har kunnet se på vores tilgang til spillet. Vi har presset vores spillere individuelt i 8:8-kampene, og det har været medvirkende til, at vores spiller individuelt har udviklet sig rigtig meget i kampene, selvom vi taktisk godt kunne have grebet det anderledes an, hvis det vigtigste for os var tre point.

Udover der har været en positiv udvikling på de tekniske og fysiske parametre hos spillerne, så har der mentalt også været en stor udvikling af se ifølge cheftræneren.

- Vi er selvfølgelig glade for, at drengene har udviklet sig teknisk, men for mig at se er der et andet parameter, det er lige så vigtigt at udvikle dem på, og det er det mentale. Her har drengene i løbet af det seneste halve år lært at være OB-spillere. Det gælder især i forhold til det DNA, vi tilstræber, at vores spillere i klubben har, og de værdier de skal agere efter, så snart de trækker den stribede trøje over hovedet. Den del har vi arbejdet rigtig meget med, og drengene har virkelig taget det til sig på en god måde. Så overordnet set synes jeg, det har været en rigtig fin halvsæson, og jeg glæder mig helt vildt til den næste.

- Næste halvsæson bliver spændende – især fordi alle vores kampe nu bliver på stor bane. Det er et andet spil, og det bliver et spil, hvor vi skal arbejde lidt mere taktisk med drengene. Vi har i løbet af året spillet nogle træningskampe på stor bane, og det har været nogle rigtig gode oplevelser for os. Så nu er det slut med 8:8 for drengene, og der venter dem fra nu af kun kampe på stor bane, og jeg er spændt på, hvordan vi kommer til at klare os. Én ting er i hvert fald sikkert, og det er, at vi kommer til at fortsætte med at udvikle os, siger Markus Uglebjerg.

U13-årgangen går på ferie d. 17. december, og de vender tilbage til Ådalen for at træne den 6. januar.